Der er steder og øjeblikke i både Jerusalem og Ramallah, hvor man næsten kan glemme konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Hvor man bare sidder og nyder udsigten, nipper til et glas te med den lokale salvieurt eller går rundt og fornemmer stemningen. Men så drejer man om et hjørne, kører over en bakke og ser den pludselig: muren, eller sikkerhedsbarrieren, som Israel kalder det mange hundrede kilometer lange hegn, der som en hæslig midgårdsorm slynger sig gennem det betagende bibelske landskab på Vestbredden. Adskillelse Uanset hvad man kalder det – og i området omkring Jerusalem og Ramallah er der helt åbenlyst tale om en høj betonmur – er det symbolet over dem alle på den fastlåste og ulykkelige konflikt. Mere konkret kan forsøget på adskillelse ikke blive, og efter snart et halvt århundredes israelsk besættelse af Vestbredden er ikonografien i en permanent mur kun alt for rammende. Muren er en tragedie for begge sider, et monument over den fejlslagne fredsproces og det stadig mere desperate forsøg på adskillelse af de to folkeslag, der deler det historiske Palæstina. Ekstremt sigende Men som alle symboler er også muren ekstremt sigende for, hvordan situationen opfattes fra de to forskellige positioner. På den israelske side er muren kun få steder bemalet, og der hvor den er – f.eks. langs visse veje – har myndighederne malet idylliske mure, hvor man gennem store buer skuer ud over et mennesketomt landskab. Alt for at glemme, at der rent faktisk er mennesker på den anden side, og at den zionistiske drøm om et land uden folk til et folk uden land aldrig passede. Anderledes er det, som vi kan se her, på den palæstinensiske side af muren, hvor vrede, humor, drømme og politiske slogans gør muren til en slags opslagstavle over besættelsen, der er blevet en integreret del af hverdagen. Graffitti og slogans Her i Ramallah er muren overmalet med graffiti og politiske slogans hele vejen op ad bakken ved siden af Kalandia-checkpointet, et af de største israelske checkpoints på Vestbredden overhovedet. Charmerende er der ikke just langs muren i Ramallah. Der er støvet, beskidt og fyldt med glasskår og murbrokker, men alligevel bliver der hele tiden malet nye ting her.
Det er nemlig et sted, som alle i byen hele tiden kommer forbi, en sjælden plads, hvor man kan skrive og tegne frit og på den måde vise verden og hinanden, at håbet om frihed stadig lever. At pistolløbet selv her måske en dag kan bøjes som på Carl Reuterswärds berømte skulptur foran FN’s hovedkvarter i New York – og at der måske endda kan vokse en fredsrose ud. Men er målgruppen israelerne, kommer budskabet helt bogstaveligt talt ikke igennem. De må nemlig slet ikke komme på denne side af muren.
