Hillary Clinton og Barack Obama napper endnu en runde i den opslidende kamp om at blive demokraternes præsidentkandidat, når Indiana og North Carolina i dag afholder primærvalg.
Og begge de demokratiske kandidater ser efterhånden godt slidte ud. Det, som begyndte som et demokratisk drømmeår med fremragende kandidater og gode politiske sager – fra Irakkrigen til økonomien – har udviklet sig til et valgmaraton, hvor den politiske substans er blevet næsten fuldkommen fortrængt af personsager og politisk populisme.





























