Blot uger efter forsvarsminister Nick Hækkerup (S) var i Kenya for at yde støtte til kenyanske sikkerhedsstyrker, begår de nye overgreb mod civile.
LÆS OGSÅ Danmark opruster Kenyas militær
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch skriver i en rapport, der udkom i går, at kenyansk militær og politi voldtager, lemlæster og ydmyger uskyldige somaliere og kenyanere under dække af en militæroperation rettet mod den somaliske oprørsgruppe al-Shabaab. »Kenyansk politi og militær er ansvarlig for et voksende antal alvorlige overgreb mod civile, siden de kenyanske forsvarsstyrker gik ind i det sydlige Somalia i oktober«, hedder det i rapporten, der beskriver, hvordan civile har fået brækket lemmer og frastjålet deres ejendele.


























