På gaden i Bruxelles vrimler det med mennesker af forskellig etnisk oprindelse, men bevæger man sig ind i EU’s hovedkvarter, er næsten alle hvide. Den britiske socialist og EU-parlamentariker, Claude Moraes, kritiserer, at Europaparlamentet, kommissionen og ministerrådet ikke har været bedre til at ansætte og tiltrække indvandrere, som kan afspejle mangfoldigheden i Europa. »Bortset fra mig selv, er det kun otte ud af 785 medlemmer af parlamentet, som ikke er hvide. Det er helt klart ikke repræsentativt for samfundet«, siger Claude Moraes, der selv er af indisk oprindelse, til politiken.dk.
Etnisk mangfoldighed blandt rengøreingspersonalet
De ni medlemmer svarer til 1,1 procent af parlamentet.
Medregner man parlamentarikere med tyrkiske rødder bliver tallet lidt højere. Til sammenligning har mindst 5 procent – eller 25 millioner europæere – andre rødder end europæiske, skriver den britiske avis The Guardian. Det er ikke kun blandt de folkevalgte, at den er gal, siger Moraes. Det er stort set umuligt på alle niveauer i institutionerne at opdrive ansatte med asiatiske, afrikanske eller arabiske rødder. »Kun blandt rengøringspersonalet finder man en etnisk mangfoldighed. Når man gør toiletter rent, kan man åbenbart godt have en anden farve«, siger han. Claude Moraes kan ikke forstå, at institutionerne ikke har gjort noget mere for at tiltrække indvandrere på alle niveauer. »Man overser en masse talenter«, siger den tidligere leder af kommissionen for racelighed i Storbritannien.



























