Ingen EU-afstemning i Holland

Lyt til artiklen

Hollænderne skal ikke have mulighed for at stemme om EU’s nye reformtraktat.

Den hollandske regering har netop besluttet, at teksten kan nøjes med at blive godkendt i parlamentet. Beslutningen bliver efter alt at dømme taget for at sikre, at hollænderne ikke endnu en gang stemmer nej til en europæisk traktat. I 2005 forkastede hele 62 procent af hollænderne sammen med 55 procent af franskmændene forfatningstraktaten og udløste en af de værste kriser i EU’s historie. Men det er i hvert fald ikke den officielle begrundelse. »Jeg er ikke bange for et nyt nej«, siger Hollands regeringsleder Jan Peter Balkenende ifølge de internationale nyhedsbureauer. »Men hvad har vi et parlament til?«, fortsætter han. Symboler som flag og hymne er fjernet Ifølge Balkenende er en folkeafstemning ikke nødvendig denne gang, fordi man i den nye traktat har fjernet statslignende symboler som flag og hymne. »Dette er en normal traktatændring og behøver derfor kun en normal procedure for godkendelse«, siger den kristendemokratiske regeringsleder. Arbejderpartiet, som er en del af regeringskoalitionen, har været splittet over spørgsmålet. Men partiets leder Wouter Bos siger nu, at der er fuld opbakning til beslutningen. Regeringen følger dermed anbefalingerne fra det såkaldte statsråd, som har gennemgået Reformtraktaten og ikke har fundet nogle juridiske problemer ved at gå uden om folket. Vælgerne ville gerne have været spurgt En meningsmåling offentliggjort fredag af det hollandske analyseinstitut Peil viser ellers, at 58 procent af vælgerne gerne ville have været spurgt, og at 55 procent ville have stemt ja. Med beslutningen bliver en del lettere for statsminister Anders Fogh Rasmussen og den britiske premierminister Gordon Brown at følge trop. De er ligeledes under et stort pres for at holde en folkeafstemning, fordi deres vælgere i første omgang blev lovet en afstemning om forfatningstraktaten. Men afstemningerne blev aflyst efter nej-stemmerne i Frankrig og Holland. Og de bliver næppe genoplivet med den nye traktat. Selv om den ifølge eksperter er stort set identisk med den ’gamle’. Også Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy har bekendtgjort, at han vil forsøge at få godkendt traktaten i det nationale parlament. Kun irerne er sikre på at blive spurgt af de 27 medlemslande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her