Flere tusinde tobaksbønder fra Syd– og Østeuropa demonstrerer uden foran ministerrådsbygningen i Bruxelles. I fremstrakt arm holder de bannere og skilte ud fra sig med budskaber som »Tobak er vores fremtid«, og »Tobaksfabrikker betyder arbejdspladser«, mens de med deres lungers fulde kraft blæser i små plastik fløjter. Den hårrejsende larm skal gøre Europas 27 landbrugsministre opmærksomme på deres sag.
Ministrene sidder bag murene i den sandfarvede bygning og forhandler en reform af landbrugspolitikken på plads. Og fra højtalere på taget af en hvid varevogn spredes budskabet om, at parlamentet har valgt at bakke dem op i deres kamp for at få tobaksstøtten forlænget indtil minimum 2013, hvor en ny stor landbrugsreform, skal forhandles på plads. Tobaksbønder mister deres job Landbrugsministrene vedtog ellers i år 2004, at produktionsstøtten til tobaksindustrien langsomt skulle udfases for helt at blive afskaffet med udgangen af 2009. Og det er altså denne beslutning, som parlamentet og tobaksbønderne ønsker at få omstødt, fordi der allerede nu ses store menneskelige omkostninger, lyder kritikken. »Sidste år har vi mistet 250.000 arbejdspladser, og vi kan se frem til at miste endnu flere, hvis ikke de ændrer beslutningen. Det er virkelig økonomisk uansvarligt, hvis de ikke gør noget«, siger Arndt Spanh, som er landbrugssekretær for Den Europæiske Sammenslutning for Landbrugsfagforeninger, og som har arrangeret dagens demonstration. Sundhed bør komme før beskæftigelse Den danske socialdemokrat og europaparlamentariker Christel Schaldemose er harmdirrende over parlamentets støtte til tobakken. Selv om de folkevalgte politikere ikke har nogen formel indflydelse på ministrenes beslutning, så sender det et dårligt signal og bekræfter vælgerne i deres opfattelse af, at europaparlamentarikerne ikke arbejder seriøst, mener hun. »Det skader parlamentets ry, og det er en meget tvetydig udmelding, vi i dag er kommet med. Med den ene hånd giver vi penge til store rygestopkampagner, mens vi med den anden ønsker at forlænge tobaksstøtten«, siger Schaldemose til politiken.dk. Gør bønderne arbejdsdygtige i stedet I virkeligheden er det reelt bare symptombehandling at forlænge støtten, mener Schaldemose. I stedet burde man sætte ind med sociale tiltag og arbejdsmarkedsrelaterede initiativer, så man kunne reintegrere tobaksbønderne på arbejdsmarkedet i andre job. »Jeg går jo ikke ind for, at de skal være arbejdsløse, men jeg mener, at vi i stedet bør gøre noget ved det reelle problem«, fastslår hun. Ministrene lytter ikke Heller ikke Venstres parlamentsmedlem Niels Busk er begejstret for dagens afstemning. »Det er fuldstændigt vanvittigt, men heldigvis er hverken Kommissionen eller ministerrådet enige i den beslutning«, fastslår han. Stadig håb blandt demonstranterne Uden foran Justus Lipsius, som ministerrådsbygningen hedder, er der dog stadig optimisme at spore blandt de mange fremmødte tobaksbønder. »Vi har været inde og tale med det franske formandskab, og de siger, at de støtter os. Det bliver selvfølgelig svært, at overbevise mange af de andre landes ministre, men vi fortsætter kampen«, fastslår Arnd Spahn.




























