Pres på Novos omsætning

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Den danske medicinalgigant Novo Nordisk risikerer et pres på firmaets 150-200 millioner kroner store indtjening i Sydfrika, hvis Novo sammen med 40 andre lægemiddelvirksomheder taber den retssag mod den sydafrikanske regering, der starter i Pretoria i dag. I fokus har hidtil kun været spørgsmålet om Sydafrikas ret til at tillade produktion og import af billig kopimedicin bl. a. til hiv-patienter på trods af de store firmaers patentmonopoler. Og Novo har forklaret, at firmaet bakker retssagen op af rent principielle grunde, idet Novo ikke sælger patenteret medicin af betydning i Sydafrika. Kopier er lige så gode Men striden står også om, hvorvidt det i Sydafrika nu kan kræves, at apotekerne altid udskriver den billigste medicin, uanset om der er tale om patenterede lægemidler eller ej - såkaldt generisksubstitution. Her er princippet, at en billig kopimedicin kan være lige så god som originalen. Den omstridte nye medicinlov gør dette princip obligatorisk. Men medicinalindustrien kæmper imod i retssagen. Den sydafrikanske brancheorganisation PMAs juridiske ekspert Maureen Kirkland siger til Politiken, at PMA går ind for generisk substitution i den form, den hidtil har haft i landet - nemlig at patienten skal orienteres om, at der findes et billigere produkt. Men Maureen Kirkland påpeger, at den nye lov går langt længere og gør princippet obligatorisk. »Man går så vidt, at den læge, der har udskrevet medicinen, end ikke konsulteres, hvis der vælges et andet og billigere lægemiddel. Og som loven er formuleret, tvinges apotekerne faktisk til at udskrive kopimedicinen, hvis de to præparater er lige dyre. Og så er det jo langtfra altid sikkert, at kopien er lige så god som det originale lægemiddel«, siger Maureen Kirkland. En bivirkning af den omstridte lov vil også være, at det bliver forbudt at give mængderabat ved salg af medicin, blandt andet for at forhindre korruption og indspisthed mellem lægemiddelproducenter og læger. Det kalder Maureen Kirkland »absurd«. »Der er tilsyneladende stor mistillid over for de ansatte i den sydafrikanske sundhedssektor«, konstaterer hun. Påvirkelige læger Men Jo-Anne Collinge, talskvinde i Sydafrikas sundhedsministerium mener omvendt, at det er på høje tid at gribe ind over for de løbske medicinpriser i Sydafrika, hvor mange læger både udskriver og sælger medicin. »Lægemiddelfirmaerne giver dem specielle tilbud, og det kan påvirke dem til at vælge bestemte typer medicin«, siger Jo-Anne Colinge og fortsætter: »De borgere, der har råd til en helbredsforsikring, køber deres medicin på det private marked, men det er blevet en meget dyr sektor. Selv folk med fast indkomst kan ofte ikke betale prisen, som skrues i vejret efter en periode med en billig introduktion på markedet. Disse mennesker fra middelklassen henvender sig så til det offentlige, hvor økonomien i forvejen er overbebyrdet af udgifter til de mange fattige i landet. Det drejer sig blandt andet om medicin til sukkersyge, til diabetikere og andre med kroniske lidelser«, forklarer Jo-Anne Collinge. Den nye lov vil også indføre en komité, der skal føre priskontrol på lægemidler. Komiteen kan ikke diktere prisen, men kan forlange gennemsigtighed på markedet og kræve, at et lægemiddel sælges til samme pris overalt i landet. Organisationen Læger uden Grænser har engageret sig i kampen for at skaffe billigere medicin til de fattige. En af organisationens sydafrikanske talspersoner, Toby Kasper, er overbevist om, at når Novo og de 40 andre firmaer går til angreb på loven, så hænger det også sammen med frygten for priskonkurrence på ikke-patenterede lægemidler. »Men der er jo ikke noget revolutionært ved loven og ved reglerne om generisk substitution. Sydafrika indfører bare omkostningskontrol, som man har det i Vesteuropa og Nordamerika. De svingende priser på lægemidler er et kæmpe problem i Afrika i dag«, siger Toby Kasper. Hvor stor en trussel, den generiske substitution kan blive mod Novos priser og omsætning i landet, er uvist. Novos pressechef, Mike Rulis, forudser, at det bliver meget lidt, for 80 procent af al medicin i Sydafrika indkøbes af det offentlige ved licitationer og sælges til borgerne til faste priser. Således sælges to tredjedele af al Novo-insulin i Sydafrika via det regulerede offentlige marked. Novo sælger derudover også penicillin, men også det forhandles primært på det offentlige marked. På det private marked sælger Novo bl. a. lægemidler mod knogleskørhed til kvinder i overgangsalderen. »Vores omsætning på det private marked i Sydafrika er dog ret lille, og det er ikke primært for at beskytte priserne, at vi lægger sag an. Vores primære mål er noget helt andet: Nemlig at sikre, at Sydafrika ikke uden videre kan suspendere patentrettighederne på medicin. Det princip vil vi værne om«, siger Mike Rulis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her