Politiken søndag: Anthony Porter, der havde en intelligenskvotient på 51, tilbragte 16 år på dødsgangen i Illinois. Han var kun 48 timer fra at blive henrettet, da statens højesteret gav ham udsættelse. Det var en god ting, for det viste sig, at han var uskyldigt dømt. Efter alle årene på dødsgangen blev han renset og sat på fri fod i 1999. Porter er ikke den eneste, der er blevet uskyldigt dømt, siden USAs højesteret genindførte dødsstraffen i 1976. Det er baggrunden for, at en gruppe på 133 republikanske og demokratiske medlemmer af Kongressen har genfremsat et lovforslag i Senatet, efter at det sidste år blev begravet i udvalg. Lovforslaget skal være med til at sikre, at ingen uskyldige bliver henrettet. Ømtåleligt emne Dødsstraf er et af de mest følsomme emner i amerikansk politik, men bag det nye lovforslag står både tilhængere og modstandere af dødsstraf. Hvis forslaget vedtages, vil det give anklagede og deres forsvarere bedre adgang til at bruge dna-analyser til at be- eller afkræfte en anklagets skyld. Lovforslaget skal også sikre, at de anklagede får den bedst mulige bistand af deres forsvarer. Da lovforslaget blev fremsat første gang sidste år var der 85 erkendte tilfælde af dødsdømte, der i virkeligheden var uskyldige. Blot på et år er antallet steget med 10. »Vi ved simpelthen ikke, hvor mange uskyldige der befinder sig på dødsgangene, og hvor mange af dem der allerede er blevet henrettet«, sagde senator Patrick Leahy fra Vermont ved en pressekonference. Siden højesteret genindførte dødsstraffen i 1976 er næsten 700 mennesker blevet henrettet. Politikerne bag lovforslaget siger, at hvis det vedtages, så vil alle fanger kunne få adgang til dna-testning, og loven vil forbyde ødelæggelsen af sådant materiale som for eksempel blod, sæd og vævsprøver, medmindre det sker med mindst 180 dages varsel. Senator Leahy siger, at dna-prøverne er vigtige, men at det er endnu vigtigere at sikre, at de anklagede har kompetente forsvarere. Der er mange eksempler på, at forsvarsadvokater er helt uerfarne på området, og der er ligeledes eksempler på, at forsvarere møder beruset til retssagerne eller falder i søvn under dem. Columbia Universitys jurafakultet offentliggjorde sidste år en undersøgelse, der viste, at to ud af tre sager, der er endt med dødsdomme de seneste 25 år, var behæftet med alvorlige rettergangsfejl.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























