De fleste japanske medier og analytikere bød i dag nyheden om premierminister Yoshiro Moris snarlige tilbagetræden velkommen. Men selvom Mori var dybt upopulær efter 11 måneder ved magten, er det den almindelige vurdering, at det førende liberal-demokratiske regeringsparti, LDP, skal passe på, når en ny partileder vælges. Et afgørende valg finder sted til overhuset i Japans parlament i juli. »LDP ligner en pakke kød fra køledisken, hvor den sidste salgsdag forlængst er overskredet«, lyder den kontante vurdering fra professor Tetsuro Kato, en politisk forsker fra Hitotsubashi-universitetet i Tokyo. Den 63-årige Mori lod lørdag vide, at han er indstillet på at fremskynde valget af ny LDP-leder. Det betyder i realiteten, at han træder tilbage. Den næste LDP-leder bliver automatisk landets premierminister.
Japan søger ny premierminister
Lyt til artiklen