Politibrutalitet i Tjekkiet

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Tjekkisk politi har i mange tilfælde opført sig yderst brutalt og begået en række overgreb på de demonstrerendes rettigheder under Verdensbankens og Den internationale Valutafonds møder i Prag sidste efterår. Det er konklusionen i en netop udsendt rapport fra Amnesty International. Tjekkiets indenrigsministerium vil indtil videre ikke kommentere kritikken. En talsmand siger til Politiken, at minister Stanislav Gross er bortrejst, men han ventes at kommentere rapporten efter sin hjemkomst senere på ugen. Tangerer tortur Rapporten er baseret på klager fra ca. 60 mennesker, som blev fængslet i forbindelse med demonstrationerne. Langt de fleste blev ifølge Amnesty International tilbageholdt på grundlag af administrative beslutninger taget af politiet, og mange fik en urimelig hård behandling både under anholdelsen og senere på politistationerne. De tjekkiske betjente brugte vold, da de lagde folk i håndjern, og de slog og sparkede de anholdte. »I enkelte tilfælde syntes politiets handlinger endog at tangere tortur«, siger generalsekretær i Amnestys danske afdeling, Lars Normann Jørgensen. Rapporten understreger endvidere, at politiet nægtede de fængslede adgang til at telefonere, så de kunne ikke informere deres pårørende om, hvor de befandt sig. De kunne heller ikke kontakte advokater. De mange udlændinge blandt de anholdte fik ikke lov til at ringe til deres ambassader, hvilket er et brud på de internationale konventioner, som Tjekkiet har underskrevet og dermed forpligtet sig til at respektere. Kravlede på alle fire En lignende kritik mod tjekkisk politi blev fremsat i en rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch. Danskeren Simon Bressendorff er en af de demonstranter, som omtales i Amnestys rapport. I hans beretning hedder det bl. a. , at han sammen med to andre anholdte blev væltet om på jorden og gentagne gange slået og sparket. Han fortæller også, at han valgte at kravle på alle fire, da han efter et forhør skulle tilbage til sin celle på politistationen: »Jeg havde set, hvad der skete med de andre, så jeg kravlede meget hurtigt og undgik derved at blive sparket bagi«, fortæller danskeren. Afviste de fleste anklager En talsmand for Tjekkiets indenrigsministerium, Samuel Truska, siger til Politiken, at ministeriet er opmærksom på rapporten og klar over, at anklagerne i den er alvorlige. Indenrigsminister Stanislav Gross, som efter demonstrationerne i september roste politiets indsats, ventes ifølge Truska at udtale sig om rapporten på onsdag. Truska oplyser endvidere, at politiets inspektionsafdeling har afvist størsteparten af klagerne over polibetjentenes adfærd som ubegrundede. Men tre sager undersøges fortsat, blandt dem en om en polak, som fik slået en tand ud på politistationen i Ocelarska-gaden. Kun i ét tilfælde har inspektionen besluttet at give en betjent en irettesættelse, i et andet er der afsløret overgreb mod en anholdt, men det er ikke lykkedes at udpege gerningsmanden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her