107 anholdt i razzia mod racisme

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: 107 mennesker blev arresteret, da politiet i den britiske hovedstad London i går morges slog til imod racister, som står bag overgreb på folk fra de etniske mindretal eller på bøsser og lesbiske. Politiet mødte ved daggry op på omkring 100 adresser i den første større indsats mod de såkaldte hade-forbrydelser, som spænder fra racisme til husspetakler. Der bliver begået omkring 9.000 af den slags overtrædelser hver måned i det centrale London. »Vores mål er at beskytte de mest udsatte mennesker og fjerne den frygt, som hade-forbrydelserne skaber. Det skal ske i samarbejde med nærsamfundet og de lokale myndigheder. Forbrydelser, der skal lægge andre for had, vil ikke blive tolereret i London«, siger kriminalkommissær John Godsave fra Scotland Yard, som koordinerer aktionerne. Morgenens anholdelser blev foretaget af betjente fra de lokale sikkerhedsgrupper, der er opbygget indenfor politiet i hver eneste af de 33 kommuner, som det centrale London er delt op i. Grupper af unge »Det er ofte mindre grupper af unge, der står bag de racistiske udfald mod udlændinge eller mod bøsser og lesbiske. Vi har ikke organiserede bevægelser af nynazistisk tilsnit som i Skandinavien og Tyskland. Derfor er det vigtigt, at vi får fat i dem lokalt, for det viser sig ofte, at den slags ting fører til mere alvorlig kriminalitet som for eksempel røverier«, siger informationsofficer Miriam Rosenthal fra Scotland Yard. Hade-forbrydelserne dækker lige fra racistiske trusler om drab eller lemlæstelse, over chikanering af bøsser og lesbiske, samt uddeling af materiale imod etniske eller seksuelle mindretal til husspetakler. En af de 107 anholdte er en kvinde, som havde åbnet en Internetside med nazistiske sympatier. Andre blev anholdt for at male racistisk graffiti. Den sorte og den asiatiske del af befolkningen er mest udsat for racistiske overgreb, men de rammer alle etniske mindretal. En fjerdedel af Londons 12 millioner indbyggere er fra etniske minoriteter, heraf udgør de sorte 1,5 million. Politiets store aktion startede tidligere på måneden med reklamer i biograferne, hvor folk blev opfordret til at anmelde hade-forbrydelser. Den bliver fulgt op med politibetjente, der besøger skoler og universiteter for at forklare eleverne om, hvor skadelig de racistiske overgreb er. Der vil også blive gjort en indsats for at fjerne racistisk graffiti, og politiet vil dele pjecer ud og hænge plakater op, der advarer mod hade-forbrydelser. Bøsser og lesbiske »Vores målgruppe er mellem 15 og 24 år. De ved, hvad der rører sig på gaderne. Og det er ikke så sjældent den aldersgruppe, der står bag racistiske overgreb og chikane af bøsser og lesbiske«, siger Miriam Rosenthal. De lokale sikkerhedsgrupper er blevet startet som led i en kampagne mod voldelig racisme. Det skete efter en undersøgelse, der sluttede i 1999, af mordet på en sort teenager. Han blev i 1993 blev stukket ihjel af en gruppe unge hvide, der overfaldt ham uden grund. Rapporten konkluderede, at politiet ikke havde undersøgt forbrydelsen ordentligt, fordi der var »racisme i institutionen«. Politikorpset i det centrale London blev også tidligere i år beskyldt for raceskævhed, fordi kun 1.013 ud af 25.000 mand er af anden race end den europæiske. Politichefen oplyste derpå stolt, at der sidste år var ansat 218 betjente fra etniske minoriteter. Det viste sig bagefter, at 214 var hvide fra Irland, Australien og Canada, mens kun fire af de nye betjente var af en anden race.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her