Storkrigen på Balkan truer

Politiken torsdag: Hvis ikke den makedonske regering kommer med et positivt politisk udspil i forlængelse af den skrøbelige våbenhvile til at løse de etniske albaneres problemer, så vil konflikten for alvor blusse op og kan sprede sig til hele landet og ind i de store byer. Så direkte udtrykker Bardhyl Mahmuti sig i en samtale med Politiken. Han er international sekretær i PDK, det politiske parti i Kosova, der afløste de væbnede UCK-styrker, og som har Hashim Thaci som politisk leder. Mahmuti var UCKs talsmand i Europa under krigen for to-tre år siden og har om nogen forbindelse til hele det underjordiske net, der forsyner de radikale elementer med penge og våben. Flere har påstået, at han er en af nøglefigurerne i den aktuelle konflikt. Han er født i Makedonien, har siddet syv år i serbisk fængsel for politiske aktiviteter som student i 1981. »Diskriminationen mod albanerne i Makedonien er ekstrem. Derfor er reaktionen også ekstrem. I modsætning til, hvad medierne og mange vestlige lande påstår, så er oprøret i Tetovo ikke startet her fra Kosova. Men vi vil ikke stoppe folk, der kæmper for deres rettigheder. Vi er imod vold og ønsker forholdene ændret med fredelige midler«, siger han. Skyklapper »Den makedonske ministerpræsident Ljupco Georgievski har skyklapper på. Som Slobodan Milosevic tidligere lagde skylden for oprøret i Kosova på Albanien, så beskylder han nu både Kosova, USA og Tyskland for at støtte oprørerne i Tetovo. Han vil ikke tage ansvaret for noget som helst selv«. Der herskede i går en usikker våbenhvile i Tetovo, men to politibetjente blev skudt i Skopje, den ene dræbt, den anden hårdt såret. Det er et signal om, at de radikale albanere, det nye UCK, er beredt til at føre krigen ind i byerne, noget af et mareridt for alle. »Det er svært at spå, hvad der vil ske. Jeg ved bare, at man ikke opnår noget ved at stille ultimatum på Balkan. At sende militæret ind mod civilbefolkningen er et dårligt tegn. Hvis albanerne skal støtte den makedonske stat og fastholde landets integritet og grænser, så må de albanske krav imødekommes. Der må komme et forsonende signal, ellers ender det med en generel revolte«, spår Mahmuti. Et gammelt problemHvad skal der til for at skabe en tillid, så kampene ophører og der åbnes for en politisk dialog«? »Regeringen i Skopje må erkende, at det her ikke er et nyt problem, men resultatet af ti års diskriminering af albanerne. Der må skabes job, det er kun to pct. af landets politi, der er albanere, mens de værnepligtige udgør 40 pct. Der må skabes et bedre undervisningssystem, så de unge albanere kan få en ordentlig uddannelse. Vi albanere kan få lov at bygge moskeer, men ikke skoler. Hvis de vil redde landet, må de skabe inter-etnisk harmoni«. På spørgsmålet om, hvem der finansierer konflikten, og hvor pengene, som indsamles blandt albanske gæstearbejdere i udlandet, ender, glider Mahmuti af med et stort smil og et blink: Ingen våbenmangel »På Balkan er der våben nok. Mangel på våben har aldrig bekymret os. Hvis det internationale samfund vil bidrage positivt, må man lægge pres på Skopje. Makedonien har fået adgangsbillet til at komme med i den politiske integration i Europa uden at opfylde nogen af de betingelser, der stilles til andre ansøgerlande, hvad angår menneskerettigheder. Det er ikke rimeligt«, siger han. Mahmuti og mange med ham vil have, at Makedonien ændrer sin forfatning igen, så albanerne bliver inddraget som en »statsdannende nation«. Men han afviser på det bestemteste, at der skulle være politiske kræfter, der ønsker at ændre grænserne og skabe et Storkosova eller Storalbanien med plads til alle regionens albanere: »Vores mål, både i Kosova, i Albanien og i Makedonien, er at blive koblet på den europæiske integrationsproces. Hvis vi begynder at ville flytte grænser, så vil vi blive isolerede og vores udvikling blive sat årtier tilbage. Det er ikke, hvad der er brug for. Tværtimod«.