Angreb på aidsfond

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: En fireårig dreng i Zimbabwe blev smittet med aids, da han blev misbrugt af familiens gartner, som selv havde sygdommen. I denne uge blev den 24-årige gartner idømt 20 års fængsel for forbrydelsen, der ikke er enestående i Zimbabwe, hvor hver fjerde voksne menes at være smittet med den dødelige virus. Det er for at komme den slags tragedier til livs, at FNs generalsekretær Kofi Annan for nylig tog initiativ til en global aidsfond, der kan skaffe penge til kampen mod sygdommen. Fonden har været et af de store samtaleemner på den FN-konference om verdens 49 fattigste lande, som i denne uge bliver holdt i Bruxelles. Men Kofi Annans aidsfond støder på hård modstand fra den danske EU-kommissær Poul Nielson, der i går deltog i et debatmøde om sundhedssituationen i de fattigste lande. Nielson frygter, at fonden kan aflede opmærksomheden fra det hårde benarbejde, der skal til for at udrydde sygdommen. »Hvis der bliver tale om en egentlig aidsfond, vil vi ikke deltage. Flere mennesker i Afrika dør af malaria end af aids, men den sygdom er bare ikke så udbredt i vores del af verden. Vi vil blive ved med at rejse behovet for at forbedre sundhedssystemerne og styrke den forebyggende indsats. Hvis ikke den nye fond hjælper på disse problemer, så hjælper den slet ikke«, siger Poul Nielson. »Det farlige er, at fonden bliver præsenteret som løsningen på alle vores problemer, uden at den reelt tilfører noget nyt«, tilføjer han. Den meget omtalte retssag i Sydafrika, hvor en række multinationale medicinalfirmaer kæmpede for deres patentrettigheder på dyr aidsmedicin har for alvor sat gang i en global debat om sygdommen. Problemet er ifølge Poul Nielson, at den rige del af verden ser alt for unuanceret på problemerne. »Vi har en tendens til i de rige lande at glemme, hvor fattige disse lande faktisk er. I nogle af hårdest ramte lande er de offentlige sundhedsudgifter per indbygger to til seks dollar om året. Det er vi nødt til at have i baghovedet, når vi diskuterer aidsproblemet«, siger han. Den omstridte aidsmedicin kan ikke helbrede smittede mennesker - den kan kun bruges i en langsigtet behandling, der sluger mange ressourcer i de fattige landes sundhedsvæsener. Frem for dyr medicin er det helt banale ting som kondomer, myggenet og mere oplysning, der skal til for at dæmme op for udbredelsen af aidsvirussen, mener han. Trods den danske kommissærs skepsis har flere lande i denne uge lovet at spytte penge i aidsfonden, efter at USA i sidste uge lagde de første 200 mio. dollar (ca. 1,6 mia. kr.) i kassen. Der er dog stadig langt op til de 10 mia. dollar (ca. 80 mia. kr.), som Kofi Annan har bedt om for at gøre fonden arbejdsdygtig. Den danske udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R) tøvede også med at love penge til fonden, da hun deltog i konferencen. »Vi vil gerne prøve at finde midler til fonden, men vi ved ingenting om den endnu, så først må vi vide, hvad pengene skal bruges til«, sagde hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her