Politiken onsdag: De tyske myndigheder er overbevist om, at to tidligere medlemmer af terroristbevægelsen Rote Armee Fraktion (RAF) er ved at genopbygge en ny terrorgruppe. Ernst-Volker Staub, 46, og Daniela Klette, 42, har siden efteråret været eftersøgt, mistænkt for væbnet røveri og for dannelsen af en terroristorganisation. Eftersøgningen foregik i månedsvis i stilhed, men i mandags beskrev ugemagasinet Der Spiegel sagen i detaljer. Fire maskerede personer røvede i juli 1999 godt 1 mio. D-mark (3,9 mio. kr.) fra en pengetransport ved Duisburg. Det skete, efter RAF i en offentlig erklæring havde opløst sig selv. Så teknikere ved forbundskriminalpolitiet blev noget overraskede, da de sammenlignede resultaterne af en dna-test af hår, der var fundet i flugtbilen, med arkiverne: To af de fire maskerede var de tidligere RAF-medlemmer Ernst-Volker Staub og Daniela Klette. En nærmere undersøgelse af fremgangsmåden ved røveriet viste mange ligheder med RAF-aktioner. Røverne brugte falske nummerplader, der var identiske med nummerpladerne på en fuldt lovlig bil af samme mærke, type og årgang. De sørgede også for ved hjælp af handsker og sårspray ikke at efterlade fingeraftryk. Ved røveriet truede de med en maskinpistol og en bazooka, våben der næsten med sikkerhed findes i de RAF-depoter, politiet har ledt forgæves efter i årtier. Ernst-Volker Staub blev 1984 dømt for RAF-aktiviteter. Han blev løsladt 1988 og gik 1990 under jorden. Myndighederne aner ikke, hvor han befinder sig, men regner med, at han er medforfatter til RAFs opløsningserklæring. Også Daniela Klette, der kom til RAF via militante aktivistgrupper i Frankfurt, forsvandt fra Jordens overflade 1990. De tyske myndigheder har ingen anelse om, hvem de to øvrige fra røveriet er. Det er det, der gør dem nervøse. De gik nemlig ud fra, at RAF-medlemmer ikke længere kan finde nye aktivister. Mangler midler Rolf Tophoven, der har fulgt og beskrevet RAF i årevis, tvivler på, at den tyske terrorisme er ved at genopstå. »De mangler midlerne til det, de mangler en kreds af sympatisører og ikke mindst mangler de efter marxismen-leninismens sammenbrud et klart fjendebillede«, siger han. Andre fremhæver, at forbundskriminalpolitiet ved flere lejligheder har jagtet spøgelser. I midten af 1990erne regnede det f.eks. med, at en antiimperialistisk gruppe havde 50 til 80 medlemmer og var farligere end RAF. Det viste sig at være et to-mands-foretagende. Forbundskriminalpolitiet efterforsker stadig 112 RAF-sager, og kun et enkelt overfald i Frankfurt betragtes som fuldt opklaret. I 19 af sagerne er der hår eller andet, der kan dna-analyseres. En af analyserne viser, at Wolfgang Grams, der i 1993 på jernbanestationen i Bad Kleinen først skød en betjent og derefter sig selv, var til stede under attentatet mod direktøren for Treuhandanstalt, Detlev Karsten Rohwedder. Kriminalteknikerne fandt et enkelt hår i et blåt håndklæde, der var efterladt 150 meter fra Rohwedders hjem i Düsseldorf. Derfor vil politiet nu også afhøre et andet RAF-medlem, Birgit Hogefeld, der blev anholdt i Bad Kleinen og i 1996 idømt livsvarigt fængsel for en aktion, der 1985 kostede en amerikansk soldat livet. Myndighederne går ud fra, at hun også må have været med i Düsseldorf.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























