En anti-globaliseringsdemonstration med deltagelse af op mod 20.000 mennesker udviklede sig søndag voldeligt i Barcelona. Langt hovedparten af demonstranterne var fredelige, men en mindre gruppe gik amok og begik hærværk. De smadrede butiksvinduer og ødelagde bænke. Demonstrationen var rettet mod et Verdensbank-møde, som skulle være foregået mandag, men blev aflyst - netop af frygt for voldsepisoder. Uropoliti brugte stave mod de voldelige demonstranter og ramte også flere uskyldige forbipasserende. Demonstrationen var arrangeret af en lang række anti-globaliseringsgrupper, som var samlet under slagordet: »Lad os globalisere modstanden!« Anti-globaliseringsprotester bliver et stadigt hyppigere fænomen. EU-topmødet i Göteborg den 14.-16. juni var præget af voldelige sammenstød, hvor svensk politi i flere tilfælde skød med skarpt mod demonstranter. Næste stop for demonstranterne er det såkaldte G8-topmøde for verdens førende industrilande. Det holdes i Genova i Italien om en lille måneds tid. De italienske myndigheder er allerede ved at forberede, hvordan de skal beskytte værtsbyen og mødedeltagerne.
Voldelige protester i Barcelona mod globalisering
Lyt til artiklen