Politiken mandag: Med en ny redningsplan håber afrikanske ledere at sætte bremserne i for de seneste års udvikling, hvor kontinentet er blevet mere og mere marginaliseret i forhold til resten af Verden. »Dette er en afrikansk Marshallplan. Den er modelleret over erfaringerne fra den amerikanske hjælp til Europa efter Anden Verdenskrig«, siger en talsmand for den sydafrikanske præsident, Thabo Mbeki, der er en af ophavsmændene til den ambitiøse Årtusindets Afrikanske Genopbygningsplan, MAP. Samtidig har FNs generalsekretær, Kofi Annan, opfordret den vestlige verden til at øge bistanden til Afrika, hvor over halvdelen af indbyggerne nu menes at leve under fattigdomsgrænsen på en dollar (8,80 kr.) om dagen. Den internationale bistand er faldet med over 25 procent de sidste 10 år. Den nye redningsplan skal vedtages på et afrikansk topmøde i Lusaka i Zambia, der begynder i dag og varer til onsdag. Storbritannien, Tyskland og USA har alle tilsluttet sig planen, og den endelige vestlige accept ventes at blive givet på topmødet for de syv vigtigste industrilande, G7-landene, i Italien 20.-22. juli. Topmødet i Lusaka vil samtidig oprette en Afrikansk Union til afløsning for den 38 år gamle Afrikanske Enhedsorganisation, OAU. På tegnebordet er den nye union en kopi af EU. Den vil blive ledet af et råd af statsoverhoveder og et afrikansk parlamentet. Når Den Afrikanske Union - eller AU som den allerede er døbt - er fuldt udbygget, får den en centralbank, en domstol og muligvis også en fælles valuta. Ophavsmanden til AU er Libyens leder, Moamar Gaddafi. OAU bliver efter en overgangsperiode nedlagt. OAU blev i sin tid etableret som samarbejdsorganisation i kampen for dekolonialisering og mod racediskrimination og apartheid. Forsøget på at ændre OAU til en slagkraftig organisation, der skulle forebygge og mægle i afrikanske konflikter, mislykkedes. OAU har de senere år ført en hensygnende tilværelse. Den afrikanske Marshallplan fokuserer især på fattigdom, sikkerhed og sygdom. Målet er at skabe forudsætningerne for fred, stabilitet og demokratisk styreform. Der skal investeres i Afrikas egne ressourcer, udvikles en industriel strategi, investeres i informationsteknologi og kommunikation, transport og energi. Den største udfordring er kampen mod aids. Over 25 millioner afrikanere er hiv-positive. »Aids har dræbt flere afrikanere end alle kontinentets konflikter tilsammen«, siger OAUs generalsekretær, tanzanianeren Salim Ahmed Salim. Årtusindets Afrikanske Genopbygningsplan vil efter topmødet blive forelagt Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank samt FNs Økonomiske Kommission for Afrika. Iagttagere har større forventninger til den nye redningsplan end til rækken af tidligere mislykkede forsøg. Men de siger samtidig, at en succes vil kræve betydelig politisk vilje. En afgørende hjørnesten er kampen mod korruption.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























