Medlemmer af Irans islamiske Basij-milits tørnede mandag sammen med studenter, der foran Teherans universitet gennemførte en demonstration i anledning af toårsdagen for politiets angreb på et kollegium i den iranske hovedstad. Det oplyser en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP. »Flere Basij-folk angreb en gruppe studenter i sidegaderne til Revolutions Avenuen, ikke langt fra universitetets hovedindgang, oplyser journalisten, der overværede episoden. Politiet anholdte flere af studenterne. Omkring 20 studenter, heriblandt seks kvinder, var i forvejen blevet anholdt uden for universitetet, hvor studenter forberedte markeringen af toårsdagen for politiets angreb på et kollegium, hvor beboerne demonstrerede mod lukningen af en reformvenlig avis. Angrebet 8. juli 1999 blev startskuddet til flere dages voldelige optøjer i Teheran og andre byer. Der var tale om de værste uroligheder i Iran siden den islamiske revolution i 1979.
Milits til angreb på studenter i Iran
Lyt til artiklen