Den ledende russiske militærofficer i Tjetjenien, general Vladimir Moltenskoj, indrømmer, at hans tropper har begået omfattende forbrydelser i Tjetjenien. Samtidig sagde en Kreml-talsmand i dag, at Rusland måske vil være nødt til at ændre taktik i den oprørske region. Det russiske nyhedsbureau ITAR-TASS citerede Moltenskoj for at fremkomme med den hidtil usete selvkritik i forhold til militæret. Generalen sagde, at han har iværksat en operation med det formål, at soldaterne atter kan opnå folks tillid. Moltenskoj henviser i selvkritikken til operationer for to uger siden i to tjetjenske landsbyer, Assinovskaja og Sernovodsk. Her gennede de russiske tropper ifølge medierapporter alle mænd sammen på en mark og tævede dem. Offentlige anklagere indledte i går en strafferetsundersøgelse af overgrebene i de tjetjenske landsbyer.
General indrømmer forbrydelser i Tjetjenien
Lyt til artiklen