22 personer blev dræbt og mange såret, da tamilske oprørere tidligt tirsdag morgen gennemførte et overraskende selvmordsangreb på Sri Lankas stærkt bevogtede flybase og internationale lufthavn, hvor 13 militære og civile fly blev ødelagt. Der er ingen skandinaviske rejsebureauer, der gennemfører charterture til Sri Lanka i sommerhalvåret, men der opholder sig et antal individuelt rejsende turister i landet. Udenrigsministeriet i København har dog kun fået henvendelse fra pårørende til en enkelt rejsende i Sri Lanka. »Vi henviste til det danske generalkonsulat i Colombo, men vi har siden fået at vide, at der ikke har været nogen henvendelse dertil, og i øvrigt har vi ikke hørt fra nogle danskere«, oplyser ministerråd Nina Jaquet fra konsularafdelingen i Udenrigsministeriet. Hun siger videre, at generalkonsulen i overensstemmelse med alle meldinger fra de internationale nyhedsbureauer oplyser, at alle turister er blevet evakueret fra lufthavnen, og at ingen civile kom noget til i forbindelse med terrorangrebet. Ifølge de srilankanske myndigheder genåbnedes landets eneste internationale lufthavn tirsdag eftermiddag godt et halvt døgn efter de Tamilske Tigres ødelæggende angreb, men de første fly ville først blive sendt afsted onsdag. Omkring 21 bevæbnede og uniformerede mænd fra en specialstyrke i oprørsbevægelsen de Tamilske Tigre (LTTE) trængte tidligt på morgenen tirsdag ind på den militære Katunayake luftbase, hvorpå de fortsatte ind på den civile Bandaranaike International og gennemførte bombeangreb mod civile fly. Basen og lufthavnen ligger 35 kilometer nord for landets hovedstad, Colombo. Begge anlæg, som deles om start- og landingsbaner, blev lukket efter angrebet, mens der blev iværksat en officiel undersøgelse af, hvordan Tigrene overhovedet kunne trænge igennem to sikkerhedszoner ind til lufthavnen, der er blandt de stærkest bevogtede områder i landet. »En undersøgelse er i gang«, sagde forsvarsministerens talsmand, Sanath Karunaratne, og tilføjede, at israelsk byggede Kfir og ukrainske MIG-27 jagerfly var blevet sendt på vingerne for at foretage gengældelsesangreb på LTTE-stillinger i den nordlige del af øen. Ved angrebet ødelagde oprørerne to Kfir, en MIG-17, to helikoptere og tre skolefly på militærbasen. Desuden blev en Airbus 340 og to mindre Airbus 330 fra det nationale flyselskab, Srilankan Airlines, fuldstændig ødelagt, mens to Airbus 320 blev kraftigt beskadet. »Hundredevis af udenlandske turister fra Australien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, samt arbejdere sprang i dækning, da skudsalver og eksplosioner i flyene flængede daggryets himmel rundt om lufthavnen«, sagde et vidne. Omkring 1200 turister er efter angrebet strandet i Sri Lanka, men ingen er kommet noget til. Alle internationale flyvninger til Colombo blev omdirigeret til Indien og Dubai, og passagerer, der ventede på at komme afsted, blev indkvarteret på Colombos fem-stjernede hoteller. Luftfartsminister Jeyaraj Fernandopulle beregnede skaderne på Srilankan Airlines« fly til at andrage 350 millioner dollar (godt tre milliarder kroner). 12 personer fra sikkerhedsstyrkerne blev såret. Et russisk besætningsmedlem fra Srilankan Airlines blev såret og ført til behandling på sygehuset sammen med en lokal tv-journalist, der blev skudt og såret. Sikkerheden i og omkring lufthavnen har været skærpet lige siden et mislykket tamilsk angreb med en bilbombe i juni 1995. Tirsdagens angreb kom fra et område, hvor myndighederne formentlig har følt sig sikre, fordi det var en del af det militære område. Angrebet fandt sted på 'Sorte Juli'-årsdagen, som markerer de antitamilske optøjer, hvor over 400 tamiler blev dræbt i og omkring Colombo som hævn for, at tamilske oprørere havde dræbt 13 grænsesoldater i den nordlige del af landet. Oprøret markerede et vendepunkt i LTTE's kamp for en selvstændig tamilsk nation i den nord- og østlige del af tropeøen umiddelbart syd for Indien. Siden 1983 har der konstant været kampe mellem LTTE og regeringssoldater, ligesom adskillige civile er blevet dræbt under terrorangreb. Den norskmæglede fredsproces har stået i stampe i flere måneder, fordi den srilankanske regering nægter at hæve et forbud mod LTTE, inden fredsforhandlingerne kan begynde. Borgerkrigen i Sri Lanka har kostet flere end 60.000 mennesker livet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han var rig. Men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Klumme af Christian Jensen
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Leder af Marcus Rubin
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























