152 bosniske muslimer, der er blevet gravet op af massegrave i det østlige Bosnien, fik søndag en rigtig begravelse i den serbisk kontrollerede by Visegrad. Over 800 lokale politifolk støttet af soldater fra den internationale fredsstyrke SFOR og FNs politistyrke sørgede for sikkerheden, da flere hundrede muslimer ankom til byen for at begrave slægtninge og venner. Ifølge den bosniske kommission for savnede personer blev de 152 muslimer dræbt i 1992, efter de bosniske serbere erobrede hele det østlige Bosnien og satte udrensninger i værk. Det skønnes, at 200.000 blev dræbt under krigen, mens yderligere 20.000 er erklæret savnet. Siden underskrivelse af Dayton-fredsaftalen i 1995 er over 10.000 myrdede blevet gravet op af massegrave.
Ofre for massemord begravet i Visegrad
Lyt til artiklen