Nordkorea betaler med slavearbejde

Nordkoreas leder Kim Jong Il på besøg i Rusland. Foto: AP
Nordkoreas leder Kim Jong Il på besøg i Rusland. Foto: AP
Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Mens den 'højt elskede' nordkoreanske leder Kim Jong-Il fortsætter sin flere uger lange officielle rejse i pansertog gennem Rusland, kunne det britiske dagblad The Times i går afsløre, at tusinder af hans undersåtter betaler af på landets statsgæld til Rusland med noget, som minder meget om slavearbejde. I bedste stalinistiske stil har Nordkorea siden 1960erne betalt af på sin gæld for indkøb af våben i Rusland ved at sende tusindvis af fanger og 'frivillige' kontraktarbejdere til lejre i det sydøstlige Sibirien for at fælde træer for Nordkoreas store statslige skovbrugsfirma. Udbyttet deles mellem landene, men Nordkorea betaler af på sin gæld med sin del. Ifølge The Times ønsker præsident Kim at udvide denne kontrakt for at betale af på en gæld, der løber op i 5,5 milliarder dollar (ca. 47 mia. kr.). Sidste år lykkedes det på den måde at betale 50 millioner dollar (ca. 425 mio. kr.) til Rusland. Præsident Kim har under sin Ruslandsrejse først og fremmest vist interesse for våben- og fødevareproducenter, selvom han i en fælleserklæring med Vladimir Putin afviste, at Nordkorea udgør nogen militær trussel imod USA eller andre lande. Aftalen blev sidst fornyet i 1995, da Rusland krævede bedre arbejdsforhold for de nordkoreanske arbejdere. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International arbejdede omkring 30.000 nordkoreanere i 1980erne i skovbrugslejrene i Sibirien under forhold, der i uhyggelig grad mindede om stalintidens Gulag-lejre. Ingen afhopning Således blev arbejderne, som var klædt i stribede trøjer og blå bukser, bevogtet af nordkoreanske fangevogtere, og de sovjetiske myndigheder sendte afhoppere direkte tilbage til Nordkorea, hvor de igen endte i lejre eller blev henrettet direkte på grænsen mellem Rusland og Nordkorea, berettede Amnesty International ifølge The Times i en rapport fra 1994. Flere menneskerettighedsorganisationer hævder, at Rusland på den måde overtræder flere internationale konventioner, som Moskva har skrevet under på. Det drejer sig både om konventionen fra 1927, som forbyder slaveri, og flygtningekonventionen fra 1951, fordi Rusland nægter asyl til nordkoreanske afhoppere fra arbejdslejrene. I Ministeriet for Økonomisk Udvikling og Handel afviser pressechef Galina Vorontjenkova, at der er tale om slavearbejde. »Der er tale om ganske almindelige arbejdere, ikke politiske eller kriminelle fanger, men folk, som får deres løn, og lever under almindelige arbejdsforhold, selvom de lever i selvstændige enheder«, siger hun. Ingen skrupler Galina Vorontjenkova fortæller desuden, at Nordkorea afdrager 90 procent af sin gæld til Rusland på denne måde, men afviser, at der skulle være noget galt i det. Den russiske præsident har ikke udtalt sig om spørgsmålet, men han har sagt, at Rusland er villig til at fortsætte samhandlen med Nordkorea. Samtidig understregede han forleden, at Nordkorea måtte betale for de varer, der bliver anskaffet i Rusland. Nordkorea har næppe andet end arbejdskraft at betale med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her