Statsterror i Zimbabwe

Politiken onsdag: John Kamonela blev tævet til døde i fuldt dagslys og stort set ubemærket af alle, bortset fra hans nærmeste naboer. Han er hverken hvid eller farmer, men er et langt mere typisk offer for den terror, som Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, har sluppet løs. Alene i den forløbne måned blev der dræbt flere modstandere af Mugabes styre i politisk motiveret vold end hvide farmere under hele perioden med jordbesættelser i begyndelsen af sidste år. Kamonela blev myrdet i den forarmede Harare-forstad Epworth af en regeringsmilits på grund af hans sympati for oppositionen. Endnu en indbygger fra Epworth blev brændt levende nogle få dage senere, da ukendte gerningsmænd smed en benzinbombe ind i hans hjem. Familien ønsker ikke, at hans navn bliver kendt af frygt for gengældelsesaktioner. Organisationen Amani Trust i Harare, som forsøger at overvåge landets menneskerettighedssituation, har alene den sidste måned registreret 11 politiske mord, 61 forsvindinger, 104 tilfælde af ulovlig anholdelse og 288 tilfælde af tortur. Ni hvide farmere er blevet dræbt siden april sidste år. Hvor angreb på hvide normalt bliver mødt med en bølge af internationale protester, hvilket lægger et vist pres på styret - også selv om Mugabe kan udnytte den internationale opmærksomhed til at fokusere på spørgsmålet om jordfordeling - så har terrorkampagnen mod almindelige zimbabwere i relativ ubemærkethed fået lov at udvikle sig aldeles brutalt. Staten hæmningsløs »Disse tal er kun en del af billedet og kun dem, vi har kunnet få bekræftet med sikkerhed«, siger Anthony Reeler fra Amani Trust. »Staten har meget få hæmninger over for voldsanvendelse. Vi hører mange rygter om mennesker, der bliver dræbt, men borgerne er meget lidt hjælpsomme med at bekræfte episoderne til vores statistikker. Der har været langt flere dødsfald i perioden efter parlamentsvalget. Op til 40 mennesker blev myrdet i episoder med politisk vold under valgkampen op til parlamentsvalget i juni sidste år, hvor den fremstormende oppositionskoalition Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC) kun var en hårsbred fra valgsejr. Siden da, vurderer Amani Trust, er mere end dobbelt så mange blevet dræbt. Tortur, herunder prygl, elektrochok og sågar drukning, er udbredt og begås af politiet, de selvbestaltede såkaldte krigsveteraner eller militante tilhængere af regeringspartiet Zanu-PF. Nogle landarbejdere på besatte farme har fået deres boliger plyndret eller brændt af. Mange er blevet tvunget til at deltage ved politiske massemøder, hvor de blev bedt om at udpege MDC-tilhængere iblandt dem. Oppositionssympatisørerne blev så gennemtævet eller det, der er værre, til skræk og advarsel for de øvrige. Det er ikke kun de fattige zimbabwere, der risikerer at blive udsat for terror. Også lærere og sundhedsarbejdere i landdistrikterne er blevet chikaneret på grund af deres formodede sympati med oppositionen. Selv medlemskab af parlamentet giver ikke nogen beskyttelsesgaranti. Dusinvis af oppositionens parlamentsmedlemmer er blevet arresteret eller angrebet, har fået deres hjem ødelagt eller er blevet truet på anden vis, siden de blev indvalgt i parlamentet i juni 2000. »Nogle af de forsvundne dukkede op igen få uger senere efter at have været udsat for tortur, i slemt lemlæstet tilstand«, beretter Reeler. »De fortæller, at de blev holdt fanget på Zanu-PF-baser eller besatte farme. Torturen sker udelukkende for at skræmme dem, ikke for at få dem til at røbe informationer. Det er et forsøg på at terrorisere folk, så de holder op med at være politisk aktive. Ofte sker det i fuld offentlighed som en lærestreg for andre. Folk bliver bortført ved højlys dag, så deres naboer lægger mærke til det«. Udrensninger Overgrebene er blevet muliggjort af den hurtige omlægning af statslige institutioner såsom politi og retsvæsen fra at være overvejende uafhængige instanser til at blive redskaber for regeringspartiet. I politiet har man udrenset alle, der var under mistanke for at være illoyale over for regimet, således at politikorpset nu i praksis er endnu en Zanu-PF-milits. Politiet yder praktisk taget ingen beskyttelse over for Mugabes modstandere. Flere steder har 'krigsveteranerne' simpelt hen fortrængt politiet og i landdistrikterne overtaget kontrollen med politistationer. De bruger deres magt til at chikanere og tilbageholde oppositionstilhængere, samtidig med at partiaktivister får lov til at slippe af sted med trusler, fysiske overgreb og endog mord. Hæren og Central Intelligence Organisation - det hemmelige zimbabwiske politi, der udelukkende står til ansvar over for Mugabe - deltager også flittigt i terroren. Borgerne kan heller ikke forlade sig på domstolene. Mange dommere er tilhængere af Zanu-PF, eller også tør de ikke dømme mod regeringen. Dommere, der har indtaget en selvstændig holdning, er tidligere blevet presset til at træde tilbage efter trusler mod deres liv og familier. Og når en dommer en sjælden gang modstår presset og afsiger en kendelse, der går regeringen imod, vælger Zanu-PF ofte at ignorere rettens ord. Human Rights Forum i Harare - en menneskeretskoalition bestående af ti grupper, herunder Amani Trust, Amnesty International, og Catholic Commission for Justice and Peace - udsendte i sidste uge en rapport, der retter sønderlemmende kritik mod forholdene i Mugabes Zimbabwe. Forbrydervælde »Retsstaten er erstattet af forbrydervælde. Væbnede militser strejfer rundt ude på landet og angriber mennesker, hvis eneste 'forbrydelse' består i, at de støtter oppositionen. Ofrene nyder ringe eller ingen beskyttelse fra ordensmagtens side. Af og til deltager lovens håndhævere endog selv i disse overfald«, står der i rapporten. »For at bevare magten trods den stadig stærkere opposition har Mugabe vist sig villig til at undergrave den demokratiske proces, domstolenes uafhængighed, pressefriheden samt politiet og hærens professionelle neutralitet. Han har bevidst ansporet til vold, racehad og politisk intolerance, ligesom han har bragt sit land i økonomisk armod«. Selv om regeringen ignorer domstolene, når det passer den, bruger den ikke desto mindre loven som endnu et våben mod sine modstandere. MDCs leder, Morgan Tsvangirai, er anklaget for undergravende virksomhed, fordi han har advaret Mugabe om, at han risikerer at blive fjernet med magt, hvis han selv bruger magt for at beholde præsidentposten. Mugabe og hans ministre har gentagne gange fremsat offentlige dødstrusler mod deres modstandere. Den nu afdøde forsvarsminister Moven Mahachi, sagde under et offentligt møde sidste år, at vi »vil gå fra dør til dør og dræbe (.) jeg er minister for forsvaret, og derfor er jeg i stand til at dræbe«. I juni sagde udenrigsminister Stan Mudenge til en gruppe lærerstuderende: »Som embedsmænd skal I være loyale over for den siddende regering. I kan blive dræbt, hvis I støtter oppositionen, og ingen kan garantere for jeres sikkerhed«. Mugabes modstandere venter, at volden vil blive optrappet. Mange mener, at der vil blive indført en form for undtagelsestilstand inden for de nærmeste måneder, enten som en undskyldning for at aflyse præsidentvalget næste år, eller som et dække for at kunne snyde med stemmesedlerne og tromle oppositionen ned, så den opgiver håbet om at kunne vinde over valgsvindlerne.