Israel snigmyrder PFLP-leder

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: »Ariel Sharon og generalerne i hans hær vil komme til at betale dyrt for mordet på Abu Ali Mustafa«, hed det i en pressemeddelelse udsendt i går eftermiddags af den militære arm af Folkefronten til Palæstinas Befrielses (PFLP). Ved samme lejlighed offentliggjorde organisationen sit nye navn: Abu Ali Mustafa-brigaderne. Den 63-årige generalsekretær for det radikale marxistiske PFLP, Abu Ali Mustafa, blev i går det hidtil mest højtstående mål for, hvad den israelske regering kalder 'målrettede drab', siden intifadaen brød ud for 11 måneder siden. Abu Ali Mustafa blev dræbt på stedet, da israelske kamphelikoptere i går formiddag affyrede to missiler mod hans kombinerede bolig og kontor på anden sal i en ensomt beliggende bygning i Ramallah på den israelsk besatte Vestbred. Chokbølger Drabet sendte chokbølger igennem det palæstinensiske samfund, og dagen igennem lød der fordømmelser fra hele den arabiske verden. I en officiel udtalelse fra det palæstinensiske selvstyre hed det, at »Israels regering med dette angreb har åbnet portene for en regulær krig«. »Israel har nu overskredet alle grænser. Ariel Sharon har hermed bedt helvede om at bryde løs«, sagde den tidligere palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat og kaldte Abu Ali Mustafa »én af de fem vigtigste PLO-ledere«. Abu Ali Mustafa overtog for et år siden lederposten i PFLP efter organisationens grundlægger, Dr. George Habbash, der stadig befinder sig i Damaskus. Her har PFLP sammen med en række andre mindre palæstinensiske organisationer i årevis tilhørt den gruppe, der i 1993 skarpt kritiserede Yassir Arafat for at have underskrevet Osloaftalen med Israel. Abu Ali Mustafa var i sin tid den danske såkaldte Blekingegadebandes kontaktperson. Blodig weekend PFLP har aldrig villet acceptere Israel og har heller aldrig opgivet den væbnede kamp imod den jødiske stat. Det var dog en klar aftale mellem Yassir Arafat og Abu Ali Mustafa om, at han udelukkende ville føre politisk og ikke væbnet kamp, der lå til grund for, at Israel i 1999 gav tilladelse til, at Abu Ali Mustafa kunne komme til Vestbredden og slå sig ned i Ramallah. »Denne mand stod bag otte af de seneste bilbomber i Israel, hvor kvinder og børn er blevet dræbt, og da han mødte sin skæbne, sad han i sit kontor og planlagde yderligere bilbomber«, fastslog den israelske ministerpræsident Ariel Sharons, presserådgiver Ra'anan Gissin i går. Med drabet på Abu Ali Mustafa var der ikke tale om et gengældelsesangreb, forklarede Gissin, men om en »selvforsvarshandling, der skal forhindre at fremtidige PFLP-bilbomber tager livet af yderligere israelske statsborgere«. Drabet på Abu Ali Mustafa kan kun indirekte sættes i forbindelse med den blodige weekend, der kostede tre israelske soldater, fire israelske civile og fire palæstinensere livet. To palæstinensere blev dræbt, efter at de lørdag dræbte tre og såret syv israelske soldater i en israelsk militærpost i Gazastiben. To palæstinensere blev dræbt, da israelske jagerfly herefter bombarderede en række palæstinensiske politistationer i Gaza og på Vestbredden. Tre civile israelere, et ægtepar og kvindens yngre bror, blev lørdag dræbt, da de kørte på en hovedvej på Vestbredden, og yderligere en israeler blev skudt og dræbt søndag, da han ventede på en palæstinensisk forretningsforbindelse nær den umarkerede grønne linie mellem Israel og Vestbredden. Sent søndag aften indkaldte Ariel Sharon sit såkaldte køkkenkabinet og besluttede, at intet palæstinensisk angreb skal stå ubesvaret. Enkelte ministre protesterede i går over ikke at være blevet forhåndsinformeret om planerne om at dræbe Abu Ali Mustafa.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her