Der er hul midt i skjoldet

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Primitive langdistancemissiler fra såkaldte slyngelstater som Nordkorea, Irak og Iran vil muligvis kunne suse lige gennem det omstridte missilskjold, som USA allerede har taget skridt til at opføre. Avisen New York Times har afsløret, at den avancerede teknologi, der skal bruges i missilskjoldet (NMD), er uegnet til at opfange simpelt konstruerede missiler, som opfører sig uberegneligt i luften. »Vi har konkluderet, at det er et uhyre stort problem«, siger en forsker fra det amerikanske forsvarsministerium til avisen. Alligevel godkendte forsvarsministeriet i sidste uge en beslutning om at rydde et stort område i Alaska for at give plads til en base, der skal indgå i NMD. Og præsident George W. Bush understregede så sent som i fredags, at USA før eller siden vil bryde den såkaldte ABM-aftale, der forbyder opstillingen af missilforsvar. Bush hævder, at USA har brug for et missilskjold for at kunne forsvare sig mod slyngelstater, hvis ledere i desperation kunne finde på at angribe landet med missiler. Hult argument Argumentet er dog kommet til at klinge mere hult efter afsløringen af, at det planlagte missilskjold ville være mindst effektivt over for netop den type missiler, som fattige slyngelstater har mulighed for at udvikle. Avancerede langdistancemissiler affyres med et spin, der får dem til at opføre sig som snurretoppe i luften. Dette spin sikrer, at missilerne holder deres bane og rammer målet med stor præcision. De opfører sig altså meget forudsigeligt efter affyringen og er derfor nemmere for skjoldet at opfange. Lande som Nordkorea og Irak råder ikke over så moderne teknologi, men ville under et angreb benytte sig af langt mere upræcise raketter, der snarere opfører sig som en sæk kartofler i luften, før de slår ned et sted i nærheden af deres mål. De primitive missilers flagrende bane gør dem næsten umulige at skelne fra afstødt raketskrot eller de 'snydemissiler', der affyres sammen med det rigtige missil for at forvirre NMDs sensorer. De primitive missilers manglende præcision gør dem uegnede til at ramme små, isolerede mål, mens de kan være yderst effektive til angreb på storbyer. »Hvis man sigter efter New York, er det ikke sikkert, at man kan ramme Central Park. Men så rammer man i Jersey eller Queens. Under alle omstændigheder rammer man så tæt på, at newyorkerne ikke vil bryde sig om det«, siger en af forbundsregeringens våbeneksperter til New York Times. Efter advarsler fra ekspertpaneler og sine egne forskere er forsvarsministeriet nu begyndt at undersøge, om missilskjoldet kan gøres effektivt over for de primitive, flagrende missiler. »Flagrende missiler er et frygtelig problematisk fænomen«, siger militæreksperten Theodore Postol fra Massachussetts Institute of Technology. Missilskjoldets interceptor-missiler er hidtil blevet afprøvet fire gange. Kun to af gangene har de været i stand til at skyde det 'fjendtlige' missil ned. Hver af de fire test har kostet over 800 mio. kr. Og i ingen af tilfældene har skjoldet været udfordret af den type slingrende raketter, som eksempelvis Nordkorea menes at råde over.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her