Den israelske hær gik i nat igen ind i den palæstinensiske by Rafah i den sydlige del af Gazastriben. Fremrykningen i Rafah, der er under palæstinensisk selvstyre, udløste voldsomme skudvekslinger, oplyser palæstinensiske sikkerhedskilder. To palæstinensere er blevet såret under kampene - en alvorligt. Desuden er en palæstinensisk sikkerhedspost lagt i ruiner og fire huse blevet beskadiget. Få timer forinden havde israelske kampvogne affyret skud mod palæstinensiske stillinger nær den jødiske bosættelse Netzarim i den nordlige del af Gazastriben. Et medlem af palæstinenserlederen Yassir Arafats eliteenhed, Styrke 17, blev dræbt ved angrebet. Den israelske hær har hidtil ikke bekræftet nogen af hændelserne.
Israel går igen ind i Rafah i Gazastriben
Lyt til artiklen