EU overvejer at afløse NATO

Lyt til artiklen

Politiken fredag: EUs militære udrykningsstyrke kan komme i aktion længe før ventet, måske allerede om en måneds tid. Udenrigsministrene skal i morgen drøfte et forslag fra unionens repræsentant i Makedonien, franskmanden François Léotard, om at EU overtager ledelsen i Makedonien, når NATO som planlagt trækker sig ud af landet. »Forslaget har skabt forvirring og opstandelse i Bruxelles«, oplyser en EU-diplomat, der ikke mener, at François Léotard har haft politisk rykdækning for det opsigtsvækkende forslag. Selv den franske EU-ambassadør blev tilsyneladende forbløffet over forslaget. François Léotard hævder på den anden side, at han har drøftet forslaget med Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Og det er et åbent spørgsmål, hvad man ellers skal stille op, når NATO-styrkerne trækker sig ud af Makedonien. NATO har indvilget i at sende 3.500 soldater ind i 30 dage for at indsamle våben fra albanske oprørere. NATOs generalsekretær, George Robertson, har åbnet mulighed for, at soldaterne kan blive »et par dage« længere. Men så er det også slut. Ingen forventer imidlertid, at makedonerne lever fredeligt til deres dages ende efter NATO-operationen. Vurderingen på stedet er, at de ubevæbnede EU-observatører, der allerede hjælper med at overvåge den skrøbelige våbenhvile, og som skal blive i området, ikke kan fungere uden beskyttelse fra en robust militærstyrke. Meget taler således for at sende en EU-styrke af sted. Problemet er, at styrken endnu er meget langt fra at være aktionsklar. Først i 2003 skal styrken på 60.000 mand efter planen være fuldt operationsdygtig. Dog håber EU-lederne, at de allerede i december kan erklære udrykningsstyrken klar til at løse mindre opgaver. »Men Makedonien kan næppe siges at være en mindre opgave. Det er faktisk en ret stor mundfuld at starte med«, siger en EU-diplomat tæt på arbejdet med at etablere udrykningsstyrken. Ganske vist er alle soldaterne i Makedonien fra de europæiske lande, som teoretisk set bare kunne skifte NATO-kasketten ud med en EU-hat. Men styrken hviler på amerikansk isenkram og NATOs planlæggere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her