FNs konference om racisme går mod en haltende afslutning i den sydafrikanske by Durban, uden at der var udsigt til enighed om en sluttekst, der kritiserer Israel og opfordrer tidligere kolonimagter til at give erstatning for slavehandel. Meget langstrakte forhandlinger havde fredag morgen ikke ført til noget endnu. Europæerne vil ikke gå så langt som de arabiske lande i fordømmelsen af Israel, og de ønsker ikke Israel nævnt ved navn i slutteksten. USA og Israel udvandrede i begyndelsen af ugen i protest mod det "fornærmende" sprog, der anvendes om Israel. Sydafrika præsenterede torsdag et revideret udkast til en sluterklæring, som europæerne med nogle forbehold syntes klar til at godkende. Arabiske kilder siger, at de ikke er tilfreds og vil have teksten ændret, så den langt mere direkte udpeger Israel som en racistisk stat, der undertrykker palæstinensere. I løbet af ugen har det svirret med rygter om, at EU-landene ville udvandre fra konferencen.
Sidste dag af kaotisk racisme-konference
Lyt til artiklen