Stats- og regeringslederne fra de 15 EU-lande har afsat fredag aften til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Det er første gang i EUs historie, at stats- og regeringscheferne mødes med så kort varsel. Det belgiske formandskab, der indkaldte topmødet efter opfordring fra Tyskland og Frankrig, har endnu ikke nået at udforme en dagsorden for mødet. Men Koen Vervaeke, talsmand for det belgiske udenrigsministerium, regner med at de internationale politiske konsekvenser af terrorangrebet bliver hovedpunktet. Møde med Powell Den belgiske udenrigsminister Louis Michel mødes på torsdag, dagen inden topmødet, med den amerikanske udenrigsminister Colin Powell. Belgierne regner med, at Powell vil benytte anledningen til at fortælle, hvordan amerikanerne ser deres rolle den kommende tid. Først og fremmest i de internationale konfliktområder, men også på andre punkter kan amerikanerne have indtaget nye positioner. Og på den baggrund kan stats- og regeringslederne lægge en linie for EUs optræden i de kommende uger og måneder. To konflikter Både Mellemøsten og Balkan er påvirket af terrorangrebet, og den videre udvikling afhænger i høj grad af, om USA vil ændre position eller spille en anden rolle i de to konflikter, forklarer Koen Vervaeke. Derudover forventes det, at stats- og regeringslederne vil drøfte den europæiske kamp mod terrorisme, og de vil muligvis give en eller anden form for opbakning til kommissionens forslag til en fælles indsats, der fremlægges onsdag i denne uge. Topmødet bliver forholdsvis kort. Mødet begynder klokken 18 og afbrydes igen klokken 20 for at give deltagerne mulighed for at informere pressen. Fra 20.30 afholdes en arbejdsmiddag, der afsluttes klokken 22.30.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























