Tyrkiske myndigheder har i dag tilbageholdt en mand, der menes at være en af den eftersøgte terrorist Osama bin Ladens brødre. Indenrigsminister Rustu Kazim Yucelen siger ifølge tv-stationen NTV, at en mand ved navn Abdullah bin Laden er blevet anholdt i lufthavnen i Istanbul, hvor han befandt sig i transit på vej til Cypern. Osama bin Laden menes at opholde sig i Afghanistan. Osama bin Laden er nummer 17 i en søskendeflok på 57. Ifølge flere presserapporter har en del af hans familie distanceret sig fra terrorattentaterne 11. september, der kostede omkring 6000 mennesker livet. Bl.a. skulle Abullah Awad bin Laden, der regnes for familiens overhoved, have udsendt en erklæring, der kondolerer familierne til attentaternes ofre.
Tyrkiet tilbageholder bin Ladens bror
Lyt til artiklen