Det verdensomspændende kontokortselskab American Express har mildt sagt været noget uheldig med sit seneste reklamefremstød over for kunderne. Det består nemlig i breve fyldt med kunstig sne. Brevene med det hvide pulver er allerede i cirkulation og lader sig ikke standse. De blev sendt fra Storbritannien i sidste uge. Dermed kan 40.000 kunder i Europa vente at få reklameforsendelserne ind ad brevsprækken i de kommende dage, skriver det norske internetmedie Nettavisen. Vrede kunder De første kunder modtog deres breve få dage efter, at de første sager med breve indeholdende hvidt miltbrand-pulver blev kendt i USA. Brevene fra American Express var ment som en finurlig hilsen til kunderne med et tilbud om en vinterrejse til Euro Disney i Paris. For at sætte ekstra pift i forsendelserne, valgte selskabet at komme en lille pose med hvidt pulver i hvert af brevene. Pulveret skulle illudere sne. I Sverige har op imod 60 vrede kunder henvendt sig til den svenske afdeling af American Express for at fortælle, hvad de mener om timingen af selskabets seneste reklamefremstød.
Uheldigt reklamefremstød: Pulversne i breve
Lyt til artiklen