Israel fastholder besættelser

Lyt til artiklen

Israels premierminister Ariel Sharon trodsede tirsdag pres fra såvel USA som hans egne regeringspartnere om at sætte en stopper for Israels hidtil største militære offensiv mod palæstinenserne i de største byer på Vestbredden. Samtidig vokser spændingerne stadig mellem palæstinensere og israelere. Senest da palæstinenserne gav israelerne skylden for en bilbombe i den palæstinensiske by Nablus, der sent mandag aften dræbte en militant palæstinenser, som israelerne mener stod bag en serie dødelige selvmordsbomber. Israelerne henholder sig til sin ret til selvforsvar. Øjenvidner fortæller tirsdag Reuters, at de så jetfly over Beirut, Tripoli og det sydlige Libanon ved de omdiskuterede Sheeba-landbrug. Over Libanon brød israelske jetfly lydmuren. Natten til tirsdag trængte Israels hær ind i flere palæstinensiske flygtningelejre ved byen Rafah i Gazastriben. Også på Vestbredden rasede natten igennem ildkampe i blandt andet Bethlehem og Qalqiliay, hvor en 13-årig palæstinensisk dreng ifølge en hospitalskilde tirsdag døde af skudsår. Premierminister under pres Amerikanske embedsmænd reagerede umiddelbart på den israelske indtrængen med at sige, at de håbede, at den ville blive kortvarig. Fem dage senere er den amerikanske retorik spidset til. I usædvanligt skarpe vendinger rettet mod en af USA's mest trofaste allierede har Washington skruet op for kritikken. »Israelske styrker bør omgående trækkes ud af alle palæstinensisk-kontrollerede områder og ingen yderligere indtrængen forekomme«, sagde Philip Reeker, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium mandag. Ariel Sharon har gentaget sit krav om, at de palæstinensiske myndigheder udleverer morderne. Ifølge Sharon har palæstinensiske sikkerhedsstyrker hjulpet Ze'evis mordere med at flygte. Morderen skal ifølge en embedsmand befinde sig i Bethlehem. »De ting, der er kommet derfra (USA red.) er - med al respekt - ikke valide«, sagde Israels forsvarsminister Binyamin Ben-Eliezer ifølge Reuters. Han gentog, at Israel ingen intentioner har om at besætte land. Sharons regeringspartner, Arbejderpartiet, siger, at det overvejer at trække sig ud af regeringskoalitionen, hvis offensiven mod palæstinenserne fortsætter. Israelske aviser skriver om en voksende krise i forholdet til USA, der hjælper Israel med et årligt tilskyd på tre milliarder dollars. Arafat risikerer intern uro Også Arafat og de palæstinensiske myndigheder er af USA's udenrigsministerium blevet opfordret til at gøre, hvad de kan, for at standse vold og terror. Fiasko i den henseende er 'fuldstændig uacceptabelt', hedder det. Fra Gaza siger Arafat, at han er klar til per lov at forbyde militante grupper: »Enhver, der overtræder loven, vil blive arresteret og nogle af dem er blevet arresteret«, siger Arafat til Reuters. Arafat risikerer intern uro, hvis han bøjer sig for det israelske krav om at udlevere Ze'evis mordere. Den militante PFLP-organisation (Folkets Front til Palæstinas Befrielse) har sagt, at drabet var hævn for israelernes likvidering af dens leder i august. Senest truede en anden militant gruppe, Hamas, med at hævne mordet mandag aften på Hamas-officeren Ayman Halaweh i Nablus: »Vi vil ikke respektere våbenhvileaftalen, og vi vil tage hævnen i egne hænder«, lød det fra sørgende i forbindelse med Halawehs begravelse. Israel har ingen kommentarer til eksplosionen, men Ariel Sharons kontor har oplyst, at den dræbte var indblandt i otte selvmordsangreb, der dræbte i alt 48 personer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her