USA har smækket døren i

Lyt til artiklen

Terrorangrebene i New York og Washington 11. september har fået USA til at lukke sine døre for 20.000 flygtninge, der på forhånd havde fået tilladelse til at rejse ind i landet. Afghanske enker på flugt fra Talebanregimet, irakiske flygtninge og ofre fra borgerkrigen i Sierra Leone er blandt dem, der har fået deres planlagte indrejse i USA udsat på ubestemt tid, og de må derfor blive boende i flygtningelejre rundt om i verden. Det er det skærpede sikkerhedsniveau og flaskehalse i den politiske proces efter terrorangrebene, der i praksis har medført et amerikansk flygtningestop. Stop for flygtninge USA's udenrigsministerium er i færd med at gennemgå alle sikkerhedsprocedurer for flygtninge, der søger ophold i landet, og indtil dette arbejde er fuldført, bliver der næppe lukket flygtninge ind i landet. »Det nuværende sikkerhedsklima kræver, at vi tager enhver forholdsregel for at sikre, at hver eneste person, der kommer ind, er undersøgt grundigt«, siger en anonym medarbejder i udenrigsministeriet til avisen New York Times. Indrejsestoppet rammer i første omgang omkring 20.000 personer, som allerede havde fået grønt lys til at rejse til USA. Hver af de 20.000 var efter en lægeundersøgelse, en sikkerhedsgodkendelse og en personlig samtale med en udsending for de amerikanske immigrationsmyndigheder blevet fundet egnet til at søge asyl i USA, fordi hun eller han risikerede forfølgelse i sit hjemland. Fanget med familien Razia Ahmed Gul er en af de mange afghanske flygtninge, der allerede var på vej til USA, da de amerikanske immigrationsmyndigheder smækkede døren i. Hun havde fået visum til USA via et flygtningeprojekt for afghanske enker og skulle i sidste måned have fløjet fra Quetta i Pakistan til New York sammen med sine fem børn. Familien havde solgt sine møbler få at få råd til flybilletten, men flyet kom aldrig af sted, og Razia og hendes børn sidder nu fast i Pakistan, skriver New York Times. Også fly med forhåndsgodkendte flygtninge fra Irak, Etiopien og Sierra Leone er blevet aflyst. Det er uklart, hvornår USA igen giver indrejsetilladelse til flygtninge. Det skyldes blandt andet, at præsidenten - ganske usædvanligt - endnu ikke har udsendt sit direktiv for, hvor mange flygtninge USA i alt vil lukke ind i det finansår, der begyndte 1. oktober. Når kvoten er fastsat, kan der begynde at ske noget, siger New York Times' kilde i udenrigsministeriet. Svært ved at se logikken Udenrigsministeriet har foreslået, at kvoten for 2002 bliver på 70.000 flygtninge, men det endelige loft fastsættes af præsidentens direktiv. Amerikanske flygtningeorganisationer har svært ved at se logikken i, at flygtninge skal rammes så hårdt. Blandt de personer, der søger indrejse i USA, bliver ingen nemlig undersøgt grundigere end netop flygtninge. »Hvis man som terrorist ville ind i landet, kunne man næppe vælge noget dummere end at rejse ind som flygtning«, siger Lavinia Limon, direktør for organisationen Immigrant and Refugee Services of America.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her