Milosevic håner FN-domstol

Lyt til artiklen

Anklagerne er på »en retarderet syvårigs« niveau, sagde Jugoslaviens ekspræsident i går i FN's krigsforbryderdomstol. Desuden beskyldte han domstolen for at være NATO's redskab. Den første retssag om anklagerne for krigsforbrydelser i Kosova begynder 12. februar. Han havde svært ved at sidde stille. Konstant skiftede han position i stolen. Hænderne var heller ikke i ro. Enten var den ene hånd i lommen eller også foldede han hænderne. Det var en utålmodig og hånlig Slobodan Milosevic, som tirsdag ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag for første gang fik lov til at komme med en længere kommentar til anklagerne om hans ansvar for krigsforbrydelser i Kosova, Kroatien og Bosnien i 1990'erne. Ville holde politisk tale Under de forrige forberedende retsmøder havde retsformand Richard May kontant afvist den tidligere jugoslaviske præsident, hver gang han forsøgte at holde en politisk tale. Men tirsdag gav retsformanden overraskende Milosevic længere snor end normalt. Og den mulighed benyttede den tidligere frygtede leder på Balkan til at tordne mod Haagdomstolen, NATO og USA. Ud med anklageren For det første bad Milosevic dommerne om at »diskvalificere anklageren«. Han refererede til, at anklagerne om deporteringen af 800.000 kosovaalbanere og adskillige massakrer er baseret på begivenheder under Kosova-krigen fra marts til juni 1999. »Hele verden ved, at det var præcis 24. marts, at NATO gennemførte en kriminel aggression mod Jugoslavien, og den fortsatte til begyndelsen af juni. Men vi har hørt her, at konsekvenserne af 78 dage og nætters bombninger af Jugoslavien ikke var en konsekvens af NATO's aggression, men var et resultat af Jugoslaviens aggression mod sig selv«, fremførte Milosevic og tilføjede: »Vi har hørt ord her, som vi kunne have hørt fra fjenden. Så denne proces er ikke upartisk. Hvis De (dommerne, red.) er en del af dette maskineri, så læs de domme op, som De er blevet instrueret i at give mig, og lad være med at få mig til at høre i timevis på tekster, der er skrevet på en syvårig drengs intellektuelle niveau - eller lad mig korrigere mig selv: på en retarderet syvårigs niveau«. Efter denne svada til anklagemyndigheden kom Milosevic med, hvad han karakteriserede som en advarsel. »Jeg vil advare om, at i de seneste måneder har albanske terrorister i det sydlige Serbien slagtet, dræbt, plyndret, brændt og gjort alt muligt andet, ligesom de gjorde i Kosovo. De har fået vinger«, mente han og henviste derefter til, at USA nu har erklæret krig mod terrorisme og jagter terrorlederen Osama bin Laden. Bin Laden i Albanien »Den tidligere amerikanske regering vidste, at bin Laden var i Albanien to år efter, at dens ambassader blev angrebet. Og de diskuterede det faktum med mig«, sagde han med henvisning til terrorbombningerne af USA's ambassader i Kenya og Tanzania i 1998. Hvorefter han tilføjede: »Så lad venligst være med at opmuntre terrorisme i det sydlige Serbien«. Men nu brød retsformand Richard May ind: »Vi har hørt, hvad De har sagt. Er der noget, som De ønsker at sige om deres fysiske og mentale tilstand?«. Milosevic beklagede sig over, at han blev overvåget af tv-kameraer i sin celle, og at der er vagter til stede, når hans familie kommer på besøg. Og han erklærede, at han ikke ville begå selvmord, så domstolen kunne godt fjerne disse sikkerhedsforanstaltninger. Det fik retsformand Richard May til at understrege, at »De er ikke udsat for nogen som helst diskrimination. Og vi vil sørge for, at Deres sag bliver behandlet fair«. Den første egentlige retssag begynder 12. februar næste år, og her vil det i første omgang være anklagerne om Milosevic' ansvar for etnisk udrensning og massakrer i Kosova, der skal vurderes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her