USA advarer mod egne bomber

Lyt til artiklen

Frygten for at civilbefolkningen i Afghanistan skal komme til at forveksle nedkastede nødhjælpspakker med ueksploderede klyngebomber, har nu fået amerikanerne til at udsende daglige radiospots med advarsler til det afghanske folk. Amerikanske fly har ved flere tilfælde under krigen i Afghanistan nedkastet klyngebomber over landet. Klyngebomberne består af flere hundrede 'minibomber', der bliver spredt over et større område, men erfaringen siger, at omkring 10 procent af minibomberne ikke eksploderer, når de rammer jorden. I stedet kommer de til at fungere som landminer. Skriggule "pakker" Situationen er særlig farlig, fordi klyngebomberne og de hjælpepakker, som amerikanske fly dagligt nedkaster over Afghanistan, har nogenlunde samme størrelse, og begge er skriggule. Amerikanerne indrømmer nu, at klyngebomberne og nødhjælpspakkerne på afstand ligner hinanden og er derfor begyndt at udsende advarsler på lokale afghanske dialekter fra specialbyggede C-130-Hercules-transportfly. Halalmad og bomber »Som De sikkert ved, så nedkaster den internationale koalition dagligt gule nødhjælpspakker til Dem. Nødhjælpspakkerne er firkantede og indpakket i gul plastik. De er fulde af næringsrig halalmad«, lyder det i de amerikanske radiospots. »I områder langt fra, hvor vi nedkaster fødevarer, nedkaster vi klyngebomber. Selv om det er usandsynligt, er det muligt, at ikke alle bomber vil eksplodere ved nedslaget. Disse bomber er gule og dåseformede«. »Vi gentager: Vi vil ikke bruge disse bomber i områder nær ved, hvor vi nedkaster hjælpepakker. Vi beder Dem indtrængende om at udvise forsigtighed, når De møder uidentificerede gule genstande i områder, der for nylig er blevet bombet«. Amerikanernes brug af klyngebomber i Afghanistan er blevet kritiseret af en række menneskerets- og humanitære organisationer - som Prinsesse Dianas Mindefond, der har opfordret USA til at stoppe nedkastningen af klyngebomber over Afghanistan, fordi de er til fare for civilbefolkningen. Groteske advarsler Hos Human Rights Watch (HRW) er man også kritisk over for amerikanernes brug af klyngebomber, og Lotte Leicht, Europadirektør hos HRW, finder de amerikanske radioadvarsler groteske. »Man ved da godt, at de klyngebomber, som man anvender, er farlige for civilbefolkningen. At bruge dem alligevel og så bagefter udsende advarsler til en civilbefolkning om, at nu skal de passe på, fordi der nu ligger efterladte klyngebomber rundt omkring, viser igen, hvor grotesk det er«, siger Lotte Leicht.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her