USA fylder sine fængsler

Lyt til artiklen

De amerikanske myndigheder fængsler flere og flere mistænkte i kølvandet på terrorangrebene mod New York og Washington 11. september. Siden 10. oktober er antallet af tilbageholdte steget med 66 procent til 1.087. Forebyggelse Den dag advarede justitsminister John Ashcroft om, at USA's efterretningstjeneste havde oplysninger om, at et nyt terrorangreb var på vej. Det er endnu ikke lykkedes de amerikanske myndigheder at bevise, at nogen af de tilbageholdte har direkte tilknytning til angrebene mod World Trade Center eller Pentagon. Men justitsministeren siger, at blot det, at så mange mistænkte er fjernet fra gaderne, kan have hindret terrorhandlinger. Fandt planer over lufthavne Ashcroft peger også på tre fængslede arabere fra Michigan, som muligvis havde kendskab til terrorangrebene 11. september, inden de blev ført ud i livet. Hos de tre har man fundet planer over lufthavne - blandt andet Alia-lufthavnen i den jordanske hovedstad, Amman - falske immigrationspapirer og visa samt adgangskort til lufthavnen i Detroit. Præsident George W. Bush underskrev i sidste uge en antiterrorlov, som gør det langt lettere for myndighederne at slå ned på terrormistænkte. Den sorte liste Justitsministeriet har også bedt udenrigsminister Colin Powell om at øge listen over organisationer, hvis medlemmer ikke kan få adgang til USA. I øjeblikket er der 28 grupper på listen, men den forøges nu med 46 nye organisationer til 74. De fleste af grupperne er mellemøstlige, men der er også grupper, som opererer i Italien, Irland, Indonesien og Rwanda. Powells godkendelse betragtes som en formssag, og den reviderede liste ventes at skabe nye spændinger mellem USA og Saudi-Arabien. Mange prominente saudiarabere er medlemmer af velgørenhedsorganisationer, som menes at støtte terrorens bagmænd. På trods af de mange anholdelser er det ikke lykkedes at skabe en forbindelse mellem terrorangrebene og miltbrandforsendelserne. Torsdag var der frygt for, at miltbrandterroren breder sig til lande uden for USA. Sundhedsmyndighederne i Litauen fastslog, at USA's ambassade i hovedstaden Vilnius har modtaget breve, som efter foreløbige prøver med 98 procents sikkerhed indeholder miltbrandsporer. Ambassadens postsække kommer fra posthuse i USA, hvor man tidligere har konstateret miltbrand.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her