Bombardementerne af Afghanistan bør ophøre eller neddæmpes under muslimernes fastemåned, ramadanen, sagde Egyptens præsident, Hosni Mubarak, fredag aften. Udtalelsen faldt på en konference på Mallorca for samarbejde mellem EU og Middelhavslandene. Egyptisk presse har givet USA's præsident George W. Bushs seneste udtalelser om, at militære og ikke religiøse overvejelser afgør den sag, intensiv dækning fulgt af mange kommentarer om amerikansk kynisme. Samarbejde på prøve Flere egyptiske kommentatorer siger til Politiken, at det sætter Mubaraks samarbejde med USA på en hård prøve. »Det vil øge den i forvejen store vrede her og i andre islamiske lande, for det ses som et udtryk for, at muslimers følelser ikke tages i betragtning. Det vil øge følelsen af, at dette er et angreb på alle muslimer. Folk ser jo ikke andet resultat af krigen imod terror end flere uskyldige ofre«, siger den ledende politiske kommentator Ahmed Salama. »Ramadanens komme med udsigt til fortsat krig øger splittelsen imellem regimet og den offentlige mening. Umiddelbart efter terrorangrebet på USA havde Mubarak befolkningen hundrede procent med sig i sin støtte til international terrorbekæmpelse i FN's regi. Nu opleves han ukritisk at støtte et ensidigt amerikansk militært svar, som ingen tror løser problemet«, siger Mohamed El-Sayed Said i Egyptens ledende tænketank, Al-Ahram Center for Strategiske Studier. Ophidser opinionen Centrets direktør, Abdel Monem Said, siger, at fortsatte bombardementer under ramadanen vil ophidse opinionen, fordi påstanden om, at det krænker islam, bruges effektivt af Taleban og religiøse ledere i den islamiske verden. »Deres propaganda er desværre dygtigere end USA's i regionen«, siger Monem Said. »Vi har ført krig med Israel under ramadan. Iran og Irak har bekriget hinanden i fastemåneden. Man skal tilbage til førislamisk tid for at finde årlige fredsperioder, der blev respekteret af arabiske stammer«. Stillet over for det argument svarer folk i Kairos gader, at man godt må forsvare sig under ramadanen, men ikke føre angrebskrig som amerikanerne. El-Sayed Said siger, at egyptiske ledere havde regnet med, at angrebet var ovre inden fastemåneden. »De aner ikke, hvad de skal stille op med, at det trækker ud«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























