Avis: Dansk stank af racisme

Lyt til artiklen

»Magtskifte i stank af racisme«, var torsdag overskriften til en artikel om det danske jordskredsvalg i den fransksprogede belgiske avis Le Soir, der betegner tonen den danske valgkamp som "ekstremt hård i forhold til indvandrere og flygtninge". Dermed føjer den belgiske avis sig til rækken af bekymrede, udenlandske reaktioner på den dominerende plads, som indvandrerfjendske synspunkter fik i den danske valgkampagne. Le Soir noterer sig, at »mange kommentatorer ser Danmark i en ny Østrigs-sag« med henvisning til den pinagtige EU-krise i fjor, da 14 EU-lande besluttede at lægge den østrigske højreregering på is på grund af dens indvandrerfjendske holdninger. Danmark følger Østrig Den liberale østrigske avis Der Standard skriver i en lederkommentar til folketingsvalget, at »danskerne følger Østrigs eksempel«. »Vi østrigere behøver ikke længere føle os alene i EU, da vores sort-blå regering fra nu af har en åndsbeslægtet partner i Danmark. Efter et ydmygende nederlag til de regerende socialdemokrater får landet med vikingernes efterfølgere nu en centrum-højre regering, der må støtte sig på et højrepopulistisk parti - Dansk Folkeparti«. »Det må forurolige Europas politikere, at tiltagende rigdom på vores kontinent er forbundet med tiltagende fremmedfjendtlighed. Angsten for at miste materielle goder overskygger den humanitære solidaritet, som vores kultur er så stolt af udadtil. Desto rigere vi bliver, desto mere umenneskelige bliver vi europæere åbenbart«, skriver avisens lederskribent torsdag. Skelen til Danmark En række tyske aviser kommenterer også valget med fokus på udlændingedebatten. Flensburger Tagesblatt skiver, at valgkamps-strategerne i både det tyske socialdemokrati SPD og i det konservative kristelige demokratiske parti CDU nu bør skele til Danmark. Dagbladet påpeger, at omkring 10 pct. af Tysklands samlede befolkning kommer fra udlandet, mens det i Danmark kun er seks pct.. »Alligevel har alle de store danske partier plæderet for stramninger i udlændingepolitikken - og det er sket på trods af en god økonomisk udvikling og fuld beskæftigelse. I sidste instans fik den fravalgte statsminister Poul Nyrup Rasmussen trods de udenrigspolitiske brændpunkter ikke nogen 'statsmands-bonus' fra vælgerne. Dette bør også forbundskansler Gerhard Schröder og udenrigsminister Joschka Fischer tage til efterretning i deres forhold til deres egne vælgere«. Generel skærpet kurs i EU Berliner-avisen Berliner Morgenpost skriver, at de danske vælgere klart fravalgte socialdemokraterne og rykkede til højre på grund af spørgsmål omkring » asyl, udlændinge, islam eller i særlig grad fremmedangst«. »Det lille rige Danmark frygter fortsat indvandring og de dermed forbundne omkostninger. Da alle partier kom vælgerne i møde, betyder valgresultatet ikke, at der nu vil ske et kursskifte med et farvel til tidligere frisind. De sejrende partier har blot på en skarpere måde formuleret, hvad også socialdemokraterne havde taget fat på«. Danmark-syndromet er ikke noget enkeltstående tilfælde. Også i Østrig og Italien er partierne slået ind på en skarpere kurs. I Tyskland sørger den socialdemokratiske indenrigsminister Otto Schily for denne kurs.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her