Den Nordlige Alliance sagde mandag, at den terrormistænkte Osama bin Laden og den åndelige leder af Taleban, mullah Muhammed Omar, befinder sig sammen i Kandahar-provinsen i Afghanistan og er omringet. Den Nordlige Alliance sagde mandag, at den terrormistænkte Osama bin Laden og den åndelige leder af Taleban, mullah Muhammed Omar, befinder sig sammen i Kandahar-provinsen i Afghanistan og er omringet. »Jeg tror, at Osama og hans styrker er lukket inde. Det har ikke mulighed for at operere i andre dele af landet«, sagde alliancens udenrigsminister, Abdulah Abdullah, på et pressemøde i Kabul. Han sagde samtidig, at Den Nordlige Alliance ikke agter at sende soldater til Kandahar-provinsen, hvor amerikanske soldater mandag blev indsat for at deltage i en offensiv mod Talibans sidste bastion. »Der er ingen planer om at sende soldater herfra og til Kandahar. Men nogle kommandanter bliver sendt dertil for at hjælpe«, sagde Adullah. Al-Qaeda på flugt USA frygter, at mange af Osama bin Ladens nærmeste medarbejdere i al-Qaeda- netværket er på vej ud af Afghanistan for at søge tilflugt i andre lande i et forsøg på at genopbygge, hvad krigen har smadret. En talsmand for Pentagon sagde torsdag, at den amerikanske flåde, der er stationeret i Det Indiske Ocean syd for den pakistanske kyst, har fået ordre til at undersøge mistænkelige skibe, der forlader landet med kurs mod Mellemøsten og Afrika. »Vi har oplysninger, der giver os grund til at tro, at mange nu forsøger at forlade Afghanistan, ja, at også Osama bin Laden selv måske vil forsøge at flygte«, sagde talsmanden. Flugtstoppere USA, Pakistan og en række andre lande har udspændt et net, der skal forsøge at stoppe denne flugt. Pakistan har sendt omkring 20.000 tropper til grænseområderne, især i den sydlige del af landet, der skal sikre, at bevæbnede Taleban og al-Qaeda tropper ikke smutter over grænsen og gemmer sig hos sympatisører blandt pashtunerne. Hæren har fået for over 300 millioner kroner højteknologisk udstyr fra USA til grænseovervågning, natkikkerter og infrarødt sporingsudstyr blandt andet. Pakistanske medier mener, at mange religiøse fanatikere vil søge til Kashmir, hvor Osama bin Laden er noget af en folkehelt blandt muslimerne der. Filippinske oprørere hjemme Det filippinske indenrigsministerium oplyste i denne uge, at omkring 50 filippinere, der har opholdt sig i al-Qaedas træningslejre i Afghanistan, er kommet tilbage siden 11. september. Her har de taget kontakt med islamiske oprørere på de sydlige øer i landet. Præsident George W. Bush lovede i onsdags hjælp til den filippinske regering til at fange muslimske oprørere. På papiret skulle det være næsten umuligt for al-Qaeda folk at flygte mod vest og nord via Iran eller de centralasiatiske republikker Usbekistan og Tadsjikistan, men der er ruter for både narkotika og menneskesmugling, som kan bruges, hvis man har penge nok. Masser af kontanter Trods alle forsøg på at stoppe al-Qaedas pengestrøm ved at blokere bankkonti i mange lande tog Taleban alle penge fra landets centralbank i Kabul, inden de trak sig tilbage. Videre plyndrede fanatiske grupper også forretningsfolk for deres kontanter. Så intet tyder på, at de er ved at løbe tør for kontanter, lyder vurderingen fra britiske efterretningskilder. »Afghanistan er blot starten på krigen mod terror«, sagde Bush. Destination Yemen Hvor vil al-Qaeda forsøge at slå sig ned, nu hvor deres hovedkvarterer og træningslejre i Afghanistan er ødelagt? Det er det spørgsmål, som studeres og analyseres overalt, både i Mellemøsten og i Vesten. Osama bin Laden har selv i et interview for fire år siden erklæret, at hans alternativ til Afghanistan ville være Yemen. Al-Qaedas bombeangreb på den amerikanske krydser 'Cole' i Yemen sidste år viste, at der også eksisterer et netværk der. Bin Ladens far kom fra Yemen, så han har slægtninge i landet. Han vil sikkert kunne skjule sig i landets nordlige bjerge, hvor lokale høvdinge og krigsherrer fortsat kontrollerer egne. Her vil han også være tæt på Saudi-Arabien, hvor han har mange sympatisører. Somalia nævnes også ofte. Den britiske avis Sunday Times citerede i går »højtstående kilder« i USA og Storbritannien for, at Sudan, Somalia og Yemen er de næste på listen i kampen mod terror. Avisen vurderer, at de første angreb vil blive sat ind i januar. Fokus på smutveje I øjeblikket koncentrerer USA og Storbritannien sig om de flugtveje, der måtte være med fly og skib. Hele vejen langs Pakistans sydkyst og videre vestpå til Iran og Den Persiske Golf sejler der hundreder af små kystfartøjer, dhows, hvis besætninger har stor erfaring i at smugle mennesker og varer. En anden smutvej for bin Laden er at tage et fly og forsøge at nå frem til Yemen eller Somalia. Hvis man skal tro den franske efterretningstjeneste, var han i sommer i Qatar for at blive behandlet for en nyresten. Han fløj frem og tilbage omgivet af en livvagt på seks mand. »Hvor de end gemmer sig, hvor de end lægger nye planer, så vil vi slå til mod terroristerne«, lovede Bush. En skole af eksperter mener, at bin Laden vil blive på sin post og dø som martyr, mens andre vurderer ham som en sofistikeret overlever, der måske allerede er smuttet ud af en af de mange kattelemme, han har skabt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























