NATO-splid om bistand

Lyt til artiklen

Mens krigen i Afghanistan ruller videre uden direkte deltagelse af NATO, forsøger alliancens 19 medlemslande i disse dage at finde ud af, hvordan de kan gøre sig nyttige i det konfliktramte område. Men foreløbig er planerne om, at NATO eventuelt skal deltage i humanitære aktioner, strandet. Ifølge Politikens oplysninger fordi især Frankrig tøver over for at involvere NATO i humanitære aktioner i en anden verdensdel. »Der er nogle lande, der er gladere end andre for, at NATO skal være involveret i en humanitær aktion. Andre igen mener, at det slet ikke er en rolle for NATO«, siger en NATO-kilde. Meget på spil Selvom en NATO-aktion i Afghanistan næppe vil være omfattende og sagtens kunne klares af enkelte medlemslande, så står der meget på spil for alliancen. Beslutningen kan let skabe præcedens, og derfor er det naturligt, at enkelte lande tøver, mener Ole Wæver, der er professor i international politik på Københavns Universitet. »Det rejser spørgsmålene om, hvor vigtig en rolle NATO skal spille i konflikter i forhold til både EU og FN, hvilke typer opgaver NATO skal have ansvaret for, og hvad der er alliancens geografiske ansvarsområde«, siger Ole Wæver. Sagen blev i sidste uge drøftet på to møder i alliancen øverste myndighed, NATO-rådet, og den er på dagsordenen igen tirsdag, når NATO-ambassadørerne holder frokostmøde sammen. Egentlig var det planen, at NATO-rådet i sidste uge skulle have bemyndiget alliancens militære del at gå videre med planlægningen af, hvordan NATO kan deltage i humanitære aktioner i og omkring Afghanistan. Men da der hverken kunne blive enighed om, hvorvidt NATO overhovedet skal deltage, og hvis alliancen skal, i hvor stort omfang, så er sagen nu sendt tilbage til landenes hovedstæder. NATO ikke bedt om at hjælpe Spørgsmålet om NATO-deltagelse i humanitære aktioner er blandt andet blevet sat på dagsordenen af amerikanerne, der gerne ser et større NATO-engagement i konflikten. Men for at gøre det ekstra kildent er NATO slet ikke blevet bedt om at hjælpe. Efter flere møder med FN står det klart, at hverken FN eller de uafhængige nødhjælpsorganisationer har planer om at inddrage den nordatlantiske alliance. »FN har ikke bedt om militær støtte, men vil på den anden side heller ikke udelukke, at det kan blive nødvendigt. Men dynamikken er gået i stå, fordi der ikke er et klart behov for NATO's indsats«, siger en NATO-kilde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her