Abdul Rashid Dostum, den magtfulde etnisk-usbekiske general, giver ikke meget for Bonn-aftalen om den politiske fremtid i Afghanistan. Han agter helt at boykotte overgangsstyret, siger han til det britiske nyhedsbureau Reuters. »Vi er meget kede af det (aftalen) og vil boykotte denne regering og agter ikke at tage til Kabul, før en 'rigtig' regering er på plads«, siger Dostum. Han tilhører Den Nordlige Alliance, en løs sammenslutning af forskellige afghanske oppositionsgrupper, som nu kontrollerer det meste af landet. Meldingen fra Dostum kommer, efter at der onsdag i den tyske by Bonn blev undertegnet en aftale, som bl.a. indebærer, at der kort før jul bliver indsat en overgangsregering i Kabul med repræsentanter for det krigshærgede lands etniske grupper. Ønskede udenrigsministeriet, fik landbrug Dostum tilføjer, at han havde krævet at få udenrigsministerposten i overgangsregeringen til sin egen fraktion inden for Nordalliancen. I stedet fik Dostums fraktion tildelt landbrugs- og industriministeriet. »Der er tale om en ydmygelse af os«, siger Dostum, Overgangsregering vil ikke få olie Han slår fast, at han ikke vil lade repræsentanter for overgangsregeringen få adgang til den nordlige del af landet, hvor Afghanistans olie- og gasforekomster er placeret. Overgangsregeringen i Kabul vil bestå af 30 personer under ledelse af den pashtunske klanleder Hamid Karzai. Pashtunerne: 'Uretfærdigt' Også fra Afghanistans største etniske gruppe, pashtunerne, kommer der torsdag negative meldinger. Ifølge pashtunernes åndelige leder, Sayed Ahmad Gailani, er Bonn-aftalen 'uretfærdig'. »De personer, som spillede en vigtig rolle i kampen mod den sovjetiske besættelse, er ikke blevet repræsenteret i regeringen«, siger han. Kritik fra Pakistan Fra Pakistan, der i sin tid støttede Talebans magtovertagelse, og fra nogle af forhandlerne lød kritik af, at Nordalliancen, der repræsenterer de usbekiske og tadsjikiske mindretal, fik tildelt 17 ud af 29 ministerposter. Pakistans ambassadør i Moskva, Iftikhar Murshed, sagde til Reuters: »Jeg kan kun krydse fingre, men ærlig talt mener jeg, at det er dårligt nyt, meget dårligt nyt«. Murshed lagde især vægt på, at Nordalliancen har fået de tre nøgleposter med Yunis Qanuni som indenrigsminister, Mohammad Fahim som forsvarsminister og Abdullah Abdullah som udenrigsminister - poster som de også har haft for Nordalliancen. De er alle tre tadsjiker. Utilfredshed blandt forhandlere Samme kritik lød fra den såkaldte Peshawar Gruppe, der sammen med repræsentanter for den tidligere konge i eksil i Rom, Zahir Shah, den såkaldte Cypern Gruppe og Nordalliancen var de afghanske forhandlingsparter i Bonn. Peshawar Gruppens forhandler, Anwar-Ul-Haq, sagde onsdag aften til BBC: »Vi er meget utilfredse med sammensætningen«. Også hans gruppe mener, at Nordalliancen har alt for stor vægt i overgangsregeringen, der indsættes 22. december for et halvt år. En storforsamling, Loya Jirga, skal udpege en overgangsregering, der siden skal fungere, indtil en forfatning er på plads og FN-overvågede valg afholdt om to et halvt år. Ej perfekt I sin tale under underskrivelsesceremonien udtrykte Lakhdar Brahimi, FNs ansvarlige i den ni dage lange forhandlingsproces, det internationale samfunds glæde. »Men aftalen er ikke perfekt«, sagde han og bad forsamlingen huske »alle dem, som ikke er repræsenteret«. Tilfredshed med valget af Karzai Fra alle afghanske parter, som har udtalt sig om overgangsregeringen, lød tilfredshed med udnævnelsen af stammelederen Hamid Karzai til leder af overgangsadministrationen. Han er pashtun, som den største befolkningsgruppe i landet og tæt på Zahir Shah, der har meldt sin tilbagevenden til Afghanistan i næste måned og ventes at blive leder af Loya Jirgaen. Ubekymret ny regeringschef Karzai sagde onsdag aften om sin svære opgave forude: »Jeg er ikke en mand, der gør mig bekymringer. Jeg tror på Guds hjælp«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Djaffar Shalchi
Klumme af Noa Redington




























