Briterne skal organisere og lede den internationale fredsstyrke til Afghanistan, som man slidsomt er ved at få på plads efter ugers forhandlinger. Det forventes, at FN's Sikkerhedsråd på fredag giver grønt lys for styrkens formelle oprettelse, og at en fortrop kommer til landet i løbet af næste uge. Det kom frem, efter at den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, i går havde forhandlet i London og Paris. Også muslimske lande Det bliver i første omgang NATO-landene Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Tyrkiet og Canada, der stiller tropper til rådighed. Senere er det muligt, at også muslimske lande som Jordan og Bangladesh kan bidrage. Den Nordlige Alliance, der i dag militært kontrollerer hovedstaden Kabul, hvor fredsstyrken først skal rykke ind, har erklæret, at den kun ønsker en styrke på ca. 1.000 mand, hvis opgave det blot skal være at skabe sikkerhed for den nye midlertidige regering, der overtager den formelle magt 22. december. Oprettelsen af styrken er blevet forsinket af den langvarige strid, der har været mellem USA og de europæiske NATO-lande. USA's øverstkommanderende for krigen, general Tommy Franks, og forsvarsledelsen i Pentagon har længe blokeret for en parallel fredsstyrke, der kunne komme i vejen for deres krigsmål, nemlig at uskadeliggøre Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk og samtidig fjerne Talebanstyret, der har været værter for »terrorismen«. Franks har krævet, at fredsstyrken skulle stilles under hans kommando. Men det har briterne og ikke mindst tyskerne modsat sig. »Der må være en klar adskillelse mellem de nuværende styrker, der bekæmper Taleban, og de tropper, der skal sikre FN's fredsaftale«, sagde den tyske kansler, Gerhard Schröder, efter sit møde med Colin Powell. Først Kabul Styrken skal i første omgang sikre Kabul og omegn, så den nye regering kan komme på plads i sikkerhed. Derefter kan den »efterhånden ekspandere til andre byer og områder«, lyder den aftale, som blev vedtaget i Berlin. Planlæggerne i London, der i de kommende dage vil få besøg af stabsofficerer fra de lande, der skal levere tropper, er godt klar over, at så snart de første enheder ankommer, så vil nødhjælpsorganisationerne stå på tæerne af dem for at bede om beskyttelse af nødhjælpskonvojerne, der konstant er truet af plyndring. En kostbar operation Det bliver en kostbar operation ifølge militære kilder i London. Styrkerne skal have alt med hjemmefra til det krigshærgede land. Og på grund af de mange lokale militser og bevæbnede banditter må fredsstyrken bruge megen energi på at beskytte sig selv. Landet er stadig fuld af små grupper talebanere, der holder sig skjult, og i Nordalliancen er der også kræfter, der fortsat modsætter sig udenlandske tropper i landet, selv om retorikken er aftaget noget i de seneste døgn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig

Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























