Kvindelig kansler er udskudt

Lyt til artiklen

Angela Merkel drømte om at blive Tysklands første kvindelige kansler. Men hendes egne partifæller i CDU mente, at der var en endnu bedre kandidat: Edmund Stoiber, ministerpræsident i Bayern og formand for CSU, det langt mindre søsterparti i den borgerlige lejr. Efter nogle højspændte døgn opsøgte Merkel i går sin rival i hans hjem i München. Hun ville selv være den første til at fortælle ham, at hun forlod valpladsen. Angela Merkel, 47, havde omsider set skriften på væggen. Ikke blot sagde alle meningsmålinger, at Stoiber ville have langt bedre chancer end hun for at slå socialdemokraten Gerhard Schröder ved valget 22. september. Langt mere alvorligt var det for hende, at den ene efter den anden af de tunge drenge i hendes eget parti valgte at lade hende i stikken. De undskyldte sig med, at Edmund Stoiber er bedre rustet til at drage ud i en valgkamp, hvor de dominerende temaer vil blive Tysklands skrantende økonomi, en strammere kurs mod kriminelle og en opdæmning af strømmen af indvandrere, især dem fra den tredje verden. Fremgang Stoiber, der har regeret Bayern siden 1993, kan henvise til, hvor godt det går med økonomien i hans egen delstat. Han bryster sig også af at være beslutsom og barsk mod forbrydere. Endelig har han markeret sig som en strammer i indvandrerdebatten. Merkel har ikke kunnet fremvise tilsvarende holdninger og resultater. Som partiformand er det ikke lykkedes hende at afstikke en overbevisende fast kurs. Men først og fremmest har hun ikke en udstråling, der kan måle sig med Stoibers. Salen koger ikke, når hun tager ordet. I den 12. time fik hun ganske vist opbakning fra CDU i Nordrhein-Westfalen, delstaten med det højeste indbyggertal, men tilsagnet virkede ikke 100 procent oprigtigt. Således fandt formanden for ungdomsafdelingen det på sin plads at ytre, at også her slog CDU-hjerter heftigst, når Stoibers navn blev nævnt. Socialdemokraten Gerhard Schröder må være fornøjet. Han får den modstander, han helst ville møde. Schröder vil holde Stoiber frem som en stivnakket reaktionær, der higer efter at rykke Tyskland mod højre. Helt så nemt ville det ikke have været for kansleren, hvis Merkel var blevet sendt i ringen mod ham. Især kvindelige medlemmer af CDU har, forgæves, argumenteret for, at hun langt bedre end Stoiber ville være i stand til at kapre stemmer blandt ubeslutsomme vælgere på midten. Nøjagtig dér, hvor Schröder håber at kunne gøre sine hoser grønne. For blot et års tid siden forsikrede Edmund Stoiber, at han var så lykkelig i Bayern, at Berlin ikke var nogen attraktion for ham. På det tidspunkt så det ganske vist ud til, at Gerhard Schröder ville surfe frem til endnu en valgsejr. Økonomien Men så vendte billedet. Den økonomiske vækst nærmer sig i betænkelig grad et nul, og arbejdsløsheden vokser. Vender konjunkturerne ikke inden valget, vil Schröder ikke have meget at prale af. Dertil kommer, at hans grønne koalitionspartnere vaklede så længe i spørgsmålet om tysk støtte til USA's kamp mod terrorisme, at kansleren var nødt til at bede Forbundsdagen om et tillidsvotum. Da skønnede Edmund Stoiber, at tiden var inde. Ganske vist erklærede han sig ikke med brask og bram som kanslerkandidat, men hans partifæller i Bayern begyndte at røre trommerne - og at underminere Angela Merkel. Som formand for det langt større CDU ville hun, i det mindste på papiret, være den naturlige kandidat. Strategimøde I dag slutter CDU sit årlige strategimøde i Magdeburg. Merkel fastholdt til det sidste, at man ikke skulle debattere kanslerspørgsmålet. Man skulle i stedet koncentrere sig om indholdet i et borgerligt valgprogram. Siden måtte så hun og Stoiber tale ud under fire øjne. Men inden Angela Merkel tog til Magdeburg for at stå ansigt til ansigt med de partifæller, der havde vraget hende, besluttede hun at drage til München og indrømme sit nederlag direkte over for Stoiber. .

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her