De russiske styrker i Tjetjenien må reduceres »både i antal og spredning«, sagde FN's flygtningehøjkommissær, Ruud Lubbers, fredag på en pressekonference i Moskva. Hvis nogen skal blive, må det være »i meget begrænsede områder«, og tjetjenerne må organisere egne sikkerhedsstyrker. Det er et led i en firepunkts plan til fremme af flygtninges tilbagevenden til den krigshærgede republik, som Lubbers har forelagt den russiske ledelse efter besøg i Tjetjeniens naborepublik, Ingusjetien. Den indebærer endvidere, at Moskva giver alle tjetjenere personlige papirer til sikring af deres borgerrettigheder. »En dreng, som aldrig har haft identitetspapirer, er i stor fare«. Rusland må desuden fjerne vejspærringer til og inde i Tjetjenien. »Vejspærringer skal tjene sikkerhed. Men for tjetjenere er de mangel på sikkerhed. Vejspærringer skaber sammenstød, så des færre des bedre«, sagde Ruud Lubbers. For det fjerde må hjælpeorganisationerne, herunder UNHCR, sikres permanent tilstedeværelse i Tjetjenien. Det kræver ikke kun øget sikkerhed, men også stop for de russiske myndigheders barske begrænsning af adgangen. Lubbers ønsker at åbne en UNHCR-repræsentation i Grosnij. »Det kan vise tjetjenerne, at det er sikkert at være der og derfor fremme deres tilbagevenden«. Hvilket netop er, hvad Moskva ønsker. Krav om frivillighed Der er forlydender om, at Rusland tvinger flygtninge tilbage. Lubbers understregede, at »fuld frivillighed er UNHCR's krav«. En del tjetjenere ønsker at blive i Ingusjetien, så Moskva »bør give dem økonomisk kompensation for ødelagt ejendom i Tjetjenien, så de kan etablere sig i Ingusjetien«. Tjetjenere må gøre op med vold Ruud Lubbers stiller også krav til tjetjenerne. De må gøre op med voldelige elementer i egne rækker. Men han vendte sig samtidig mod den russiske betegnelse »af alle oprørsstyrer i bjergene« som terrorister. »Og Aslan Maskhadov er så afgjort ikke terrorist«, sagde han om den folkevalgte tjetjenske præsident. Moskva må forhandle med ham for at standse volden. Men tjetjenerne »må også have en platform, der er troværdig for Moskva«. Der var fredag ingen kommentarer til Lubbers' forslag. Udenrigsminister Igor Ivanov sagde, at Rusland er interesseret i »at styrke samarbejdet med UNHCR«, men afslørede ikke, om det kan betyde øget international adgang til Tjetjenien. Der er omkring 150.000 tjetjenske flygtninge i Ingusjetien. Lubbers roste ingusjeterne for nu i årevis at have huset mange tjetjenske flygtninge i private hjem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























