Den 46-årige portugisiske sygeplejerske Maria do Ceu Ribeiro blev fredag dømt for at have foretaget aborter, forfalsket recepter, ordineret medicin og sikret sig ulovlige indtægter. Det blev takseret til otte års et halvt års fængsel. Strafferammen for anklagerne mod sygeplejersken var 25 års fængsel. Dommen faldt i forbindelse med en retssag mod 43 personer, der var sigtet for at have overtrådt Portugals meget strenge abortlovgivning. 17 af kvinderne var sigtet, fordi de havde fået foretaget en abort. Sigtelsen mod den ene blev frafaldet, mens dommeren frikendte 15 af kvinderne. En enkelt kvinde fik nedsat en tidligere fængselsdom til bødestraf. Af de 25 personer, der var sigtet for at samarbejde med Maria do Ceu Ribeiro, blev 19 frifundet, mens de øvrige seks blev idømt bødestraf. Masseretssagen, der har vakt stor opsigt både i Portugal og i udlandet, blev indledt i oktober måned sidste år. Klump i halsen Sandra Cardoso blev stillet for retten i den lille nordportugisiske by Maia en kold eftermiddag i december. Hun var klædt i jeans og en billig plasticjakke og begyndte at ryste, allerede inden hun blev stillet det første spørgsmål. Hun fik konstant en klump i halsen, og tårerne flød, da hun beskrev, hvordan hun som 18-årig var blevet gravid med sin voldelige kæreste, netop som forholdet var ved at gå i stykker og lige efter, at deres toårige datter havde fået konstateret astma og diabetes. »Han var voldelig, han drak for meget og spillede hasardspil«, hulkede hun. »Min datter var meget syg. Jeg var helt ude af den, så jeg kan ikke engang huske, hvordan det blev gjort. Jeg blev bedøvet. Resten kan jeg slet ikke hitte rede i. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde gjort det«. Kun 16 år En anden kvinde, Sonia Santos, fortalte i retten, at hun var taget hen på klinikken, fordi hun var blevet gravid, mens hun stadig boede hos sine forældre. »Jeg var 16 år dengang«, sagde hun. Sagen har delt portugiserne i to lejre og rippet op i de 17 kvinders ydmygende og smertefulde oplevelser. De fleste af kvinderne kommer fra Maias arbejderkvarterer, fra de tilbagestående landsbyer i Tras Os Montes- regionen længere nordpå eller fra slumområderne i havnebyen Oporto.Min datter var meget syg. Jeg var helt ude af den, så jeg kan ikke engang huske, hvordan det blev gjort. Jeg blev bedøvet. Resten kan jeg slet ikke hitte rede i« Alle 17 blev pågrebet, fordi de gav Maria do Ceu Ribeiro, der drev abortklinikken, vielsesringe og andre smykker i pant, mens de forsøgte at skaffe kontanter til at betale hende for indgrebet. »De er alle sammen fattige. Ellers ville de være rejst til Spanien eller et andet sted«, siger Silvestrina Silva fra en lokal kvindegruppe, der har forsøgt at skaffe international opbakning til kvinderne i Maia. Sygeplejersken Maria do Ceu stod sammen med 25 andre personer anklaget for at hjælpe kvinderne med at få foretaget ulovlige aborter inden for svangerskabets første to måneder. Nogle hævder, at kvinderne er martyrer og ofre for hykleriet hos de politikere og biskopper, som udmærket ved, at abortforbuddet hvert år får tusinder af portugisiske kvinder til at opsøge ulovlige sidegadeklinikker. »Kvinderne er bange for sex, bange for at blive straffet og bange for at dø på klinikkerne. Det er dokumenteret, at graviditet er en væsentlig årsag til selvmord blandt unge«, siger psykologen Milice Ribeiro. Få lovlige aborter Lovgivningen tillader kun abort, når graviditeten skyldes voldtægt, når moderens helbred er truet, eller når fostret er så skadet, at barnet vil blive alvorligt handicappet. I sådanne tilfælde skal aborten foretages inden for de første 12 eller 24 uger af graviditeten. Indgrebet må kun foretages senere, hvis moderen risikerer at dø eller at blive invalideret under svangerskabet. I praksis er kun én ud af hver 50 aborter lovlig. Kirkens holdning i spørgsmålet blev fastslået for 16 år siden i en udtalelse fra den daværende formand for de portugisiske biskoppers råd. Anledningen var, at en 15-årig pige, der var blevet voldtaget af sin far, fik domstolenes tilladelse til at få afbrudt svangerskabet - det var den første lovlige abort i Portugal. Biskoppernes formand gik dog i rette med myndighederne. Han mente, at pigen burde have være hjulpet til at »acceptere sin graviditet som en form for martyrium«. Statistikkerne på området er mangelfulde, men organisationen International Planned Parenthood Federation vurderer, at mellem 20.000 og 40.000 portugisiske kvinder får foretaget en abort hvert år. Det betyder, at næsten hver tiende kvinde i landet får foretaget en ulovlig abort inden for et årti. »Sidste år døde en kvinde her i Oporto efter en ulovlig abort«, siger Silvestrina Silva. »Hvis noget går galt, må kvinderne på hospitalet - og der er de nødt til at lyve«. De kvinder, der ønsker en abort, opsøger som regel klinikker som den, der blev drevet af Maria Do Ceu. Hun er ikke engang populær hos aborttilhængerne. Det har ikke just vakt sympati, at hun forlangte pant i form af smykker af de kvinder, der ikke kunne betale kontant, og under retssagen fremstod hun som en benhård forretningskvinde. Anklageren medgav dog, at hun var »fagligt dygtig«. Prævention er svær »Pigerne begynder at dyrke sex i en stadig yngre alder, men seksualundervisningen i skolerne er i praksis ikke-eksisterende«, siger Silvestrina Silva. »Det er svært for dem at skaffe prævention«. Kvinder fra middel- eller overklassen i området rejser som regel enten til Vigo i nabolandet Spanien eller tager ind til en velkendt læge i Oporto. Han er aldrig blevet retsforfulgt, selv om hans virksomhed har været omtalt i en lokal avis. Socialisten Antonia Guterres, der i sidste måned trådte tilbage som Portugals ministerpræsident, beskyldes af mange for at være medskyldig i de problemer, som uønsket graviditet medfører for portugisiske kvinder. Op til en folkeafstemning i 1998 var Guterres, der er troende katolik, modstander af et forslag om at tillade abort inden for de første ti uger af svangerskabet. Konservative grupper og kirken førte en intensiv valgkamp, og kun 32 procent af vælgerne deltog i folkeafstemningen. Heraf stemte 52,2 procent nej til forslaget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne

Kronik af Michelle Skov Karantonis
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Den danske pizzaslice-hovedstad har fået sin egen digtersoldat
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























