Fogh blåstempler USA's behandling af al-Qaeda-fanger

Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blåstempler USA's behandling af de 144 al-Qaeda-fanger på den amerikanske militærbase, Guantánamo, i Cuba. »Den amerikanske regering har tilkendegivet, at USA vil overholde sine internationale forpligtelser«, siger Fogh Rasmussen tirsdag på sit ugentlige pressemøde. Han påpeger, at USA har ladet Røde Kors inspicere forholdene på Guantánamo-basen. Kritik fra Røde Kors Han undlader dog at nævne, at internationalt Røde Kors efterfølgende har kritiseret den amerikanske behandling af fangerne. Bl.a. EU's udenrigspolitiske talsmand, Javier Solana, har kritiseret USA for ikke at anerkende al-Qaeda-fangerne som krigsfanger i Geneve-konventionens forstand. Også den svenske regering har udtrykt bekymring for fangernes rettigheder. Fogh: De skal have en fair rettergang »Fangerne skal behandles med respekt for deres integritet og religion, og de skal have en retfærdig rettergang«, siger Fogh Rasmussen. Mandag sagde Venstres udenrigsordfører Troels Lund Poulsen, at debatten om fangernes rettigheder er 'en intellektuel diskussion'. Modsat Venstre har flere andre partier udtrykt bekymring over amerikanernes behandling af fangerne. Per Stig: 'Giv dem rettigheder' Udenrigsminister Per Stig Møller (K) opfordrer USA til at sikre fangerne status som krigsfanger og dermed beskyttelse efter Genèvekonventionen. »Jeg forventer, at USA lever op til de internationale konventioner«, sagde Per Stig Møller på et pressemøde i Berlin mandag. S: Hæv stemmen Socialdemokratiet mener, at den danske regering bør hæve stemmen over for USA. »Jeg har ikke alle oplysninger, men der er visse betænkelige træk ved fremgangsmåden«, siger politisk ordfører Mogens Lykketoft (S) til Ritzau. »Selvfølgelig har USA en pointe i, at det kan være vanskeligt at afgrænse, hvem der er terrorister, og hvem der er krigsfanger. Vi må fokusere på behandlingen af dem«. SF sender en »kraftig opfordring« til regeringen om at aflevere en officiel kritik til USA. »Den danske regering kan ikke være forpligtet til at bifalde hvad som helst, som amerikanerne gør. Selv om vi støtter aktionen, bør vi kritisere denne form for behandling af fanger«, siger SF-formand Holger K. Nielsen. Han vil nu bede udenrigsministeren om skriftligt at svare på, hvordan regeringen forholder sig til sagen. DF: Er de danskere? Dansk Folkeparti ser ingen grund til at kritisere USA. »Som udgangspunkt har jeg stor tillid til, at det, amerikanerne gør i forhold til disse fanger, er fornuftigt. Jeg kan forestille mig, at USA har haft gode grunde til at transportere dem til Cuba«, siger udenrigsordfører Peter Skaarup (DF). Så længe ingen danskere er involveret, mener Dansk Folkeparti ikke, at Danmark skal blande sig. »Det kan selvfølgelig blive aktuelt, hvis en dansker var indblandet. Ellers må det være en sag mellem USA og de lande, der har borgere direkte berørt«, siger Skaarup med henvisning til England og Sverige.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her