Der lurer en angst hos den almindelige belgier. Findes der et hemmeligt netværk af pædofile med tråde helt op i regeringen - ja, måske endog i kongehuset? Intet tyder på, at det forholder sig sådan, men mistanken har alligevel fået ny næring, efter en tv-udsendelse mandag aften, der har skabt voldsom røre i Belgien. Samfundets fjende nummer et Ganske vist har debatten mest handlet om, hvordan det kunne gå til, at en journalist fra tv-kanalen VTM blev smuglet ind i cellen hos Belgiens bedst bevogtede fange, og hvordan det lykkedes ham at optage en længere samtale med den mistænkte barnemorder på bånd. Det drejer sig naturligvis om sagen mod Marc Dutroux, samfundets fjende nummer et, som de belgiske medier kalder ham. Døde af sult I august 1996 blev han fængslet, mistænkt for at stå bag en række bortførelser og drab på mindreårige piger. Kort efter anholdelsen fandt politiet to piger, Julie og Melissa, døde af sult og tørst i et hemmeligt kælderrum under Dutroux' hus. To andre døde piger, An og Eefje, blev fundet gravet ned i en have. Skandalen var ved at vælte Belgien. Da forældrene til de myrdede børn indkaldte til Den Hvide March, deltog 300.000 belgiere i det tavse protesttog gennem Bruxelles' gader. Udsat til 2003 Nu er der gået fem et halvt år, og retssagen mod Marc Dutroux er stadig ikke begyndt. Senest er den blevet udsat til 2003 - altså syv år efter anholdelsen. Blandt andet fordi anklagemyndigheden er ved at analysere 6.000 forskellige hårprøver, der blev fundet i Dutroux' hus og i hans biler. Det er netop disse evindelige udsættelser, der har gjort store dele af den belgiske befolkning mistænksomme og givet næring til mangfoldige konspirationsteorier. Usædvanligt interview Mandag aften pustede den hovedmistænkte så nyt liv i det ulmende bål af mistro, da han pludselig dukkede op i et interview med den flamsksprogede tv-kanal VTM. Et interview, der var blevet til under temmelig usædvanlige omstændigheder: Et medlem af det belgiske senat fra statsministerens liberale parti havde besluttet at aflægge Marc Dutroux et besøg i fængslet, og justitsministeren havde godkendt besøget. Hvad ministeren ikke vidste, var at politikeren lod en tv-journalist følge med helt ind i cellen. Det var ikke svært at slippe forbi fængselspersonalet: Er du chaufføren, spurgte en vagt. Ja, ja, svarede journalisten, og ingen undrede sig tilsyneladende over, at en chauffør var udset til at deltage i et møde med samfundets fjende nummer et. Bekræftede netværk Normalt skal justitsministeren give tilladelse til, at Marc Dutroux udtaler sig offentligt, og den slags tilladelser gives der ikke mange af. Hvad sagde han så, Marc Dutroux, da han mandag aften henvendte sig til belgierne? Han erklærede, at der ganske rigtigt findes et magtfuldt netværk af kriminelle, men at politiet bevidst har ignoreret efterforskningen af det. En påstand, der straks er blevet tilbagevist af anklagemyndigheden. Frygter frikendelse Problemet er, at mange belgiere - trods deres afsky for Dutroux - tror på teorien om det store komplot. Hvorfor trækker det ellers sådan ud med den retssag, spørges der. En oplagt forklaring er, at anklagemyndigheden simpelt hen ikke har beviser nok til at få Dutroux dømt. Ganske vist døde børnene i hans kælder, men da de døde, sad Dutroux selv i fængsel, og derfor peger pilen mere på hans kone, der var på fri fod. Derfor er der en reel risiko for, at retssagen mod Dutroux ender med, at han kan spadesere fra retsbygningen som en fri mand - og hvem ved, måske endda kræve ertstatning for alle de år, han har siddet fængslet. Regering i fare En sådan udvikling vil være dybt chokerende for den belgiske offentlighed, og protesterne vil blive så voldsomme, at den siddende regering vil være i stor fare for at blive væltet. Måske er det én af grundene til, at belgiske politikere over en kam accepterer den årelange fængsling af Marc Dutroux uden dom.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























