Argentinas regering klemt mellem befolkning og IMF

Lyt til artiklen

Argentinas regering er fastklemt mellem befolkningens krav om at ophæve begrænsningerne på, hvor mange penge de kan hæve kontant i bankerne og Den Internationale Valutafonds (IMF) ultimatum om at nedbringe landets offentlige forbrug. Efter et regeringsmøde torsdag afslørede flere kilder, at regeringen er dybt splittet i spørgsmålet om, hvornår den upopulære begrænsning på kontantudbetalinger skal ophæves. Præsident Eduardo Duhalde har beordret alle indeståender over 25.000 kroner spærret til i hvert fald næste år. Kritik af 'dobbelt valutakurs' Befolkningen kritiserer desuden regeringens beslutning om, at alle indeståender af dollar skal udbetales i den devaluerede peso i forholdet 1 til 1,40. Men med den dobbelte valutakurs, som præsident Eduardo Duhalde indførte kort efter han blev indsat, udhules argentinernes opsparing yderligere. I fri handel røg pesokursen torsdag helt op på 1,77 i forhold til dollaren. Potteprptester Landets økonomiske ruin har gennem en måned fået argentinerne i gaderne, hvor de med potter og pander gør opmærksom på deres utilfredshed. Og protesterne ser ikke ud til at mildne. En gruppe blødere lænkede torsdag sig til et lægehus med krav om deres livsvigtige, importerede medicin, som ikke er til at få fat i, efter at flere medicinforsikringer og medicingrossister er gået konkurs. Camperede foran banken Men der er også indslag af den mere kuriøse - og mindre alvorlige - type. En middelklassefamilie, der var blevet tvunget til at aflyse deres strandferie, camperede simpelthen i protest foran en bank midt i Buenos Aires - med liggestole, badebolde og hvad, der ellers hører til en rigtig strandferie. '15 mia. er højt sat' Argentina vurderes at have brug for mellem 15 og 20 milliarder dollar til at holde det finansielle system oven vande. Men så mange penge, skal Duhalde nok ikke regne med. En kilde i IMF sagde i denne uge til nyhedsbureauet Reuters, at 15 milliarder lød 'højt'. Fremtidsudsigterne formørkes desuden af, at udenlandske investorer er bekymrede over et lovforslag, der dog stadig mangler at blive godkendt i underhuset. Bekymring blandt udenlandske investorer Hvis forslaget bliver til lov, vil det tillade landets centralbank at stoppe firmaer i at betale gæld til udenlandske kreditorer. »Det betyder, at du sandsynligvis ikke kommer til at se en øre i private gældsbetalinger i mindst et år«, siger Christian Stracke, chef for gældsanalyser i Latinamerika for Commerzbank Securities. Samtidig har mindst 25 mellemstore argentinske firmaer søgt om tilladelse til at flytte til nabolandet Uruguay, hvor den økonomiske tilstand er langt mere stabile.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her