Nyt drab på Vestbredden

Lyt til artiklen

Israelsk politi har natten til mandag skudt og dræbt en palæstinenser, som påkørte en israelsk politimand ved en vejafspærring i udkanten af Ramat Gan, en forstad til Tel Aviv. Politiet har ikke kunnet bekræfte hærens påstand om, at manden havde skudt mod og såret én tilfældigt forbipasserende. Påkørte politimand Men politiets talsmand siger, at manden tilsyneladende ikke stoppede ved vejafspærringen og påkørte en politimand. Politi fra en nærliggende politistationen optog forfølgelsen og skød palæstinenseren. Den påkørte politimand er ikke alvorligt såret. Højspændt Episoden følger tre palæstinensiske selvmordsangreb i sidste uge efter det israelske drab på en militant palæstinenser. Den nye bølge af vold gør, at håbet om fred efter 16 måneders blodig konflikt i Mellemøsten atter er forsvindende lille. Beboere kan ikke klare mere Beboerne i Jerusalem kan ikke klare flere rædsler, og folk strømmer til hospitalerne for at få behandling for chok efter selvmordsangrebet søndag. Efter søndagens terrorangreb i Jerusalem ankom over 150 mennesker til byens fire hospitaler. En 81-årig israeler var blevet dræbt, tre var svært kvæstet, 15 hårdt kvæstet - alle de øvrige havde få fysiske kvæstelser, men var ramt af chok. »Folk er meget forskræmte. Hver anden dag er der et terrorangreb, nogenlunde på det samme sted. Folk er meget følsomme, de fleste går med nerverne uden på tøjet«, forklarer dr. Agnes Vash, chefpsykiater på Bikur Holim-hospitalet, der ligger i Jerusalems centrum og derfor både tirsdag og søndag modtog det største antal sårede. USA kritiserer Arafat Samtidig er den palæstinensiske leder Yassir Arafat, på vej ud i kulden. USA vil ikke foreløbig sende Washingtons fredsmægler til Mellemøsten. Arafat opildnede til angreb, siger Israel Søndagens angreb fandt sted kun 20 meter fra den nyåbnede pizzarestaurant Sbarrro, som blev helt raseret, da en palæstinensisk terrorist fra Islamisk Jihad sprængte sig selv og 16 restaurationsgæster i luften i oktober sidste år. Den israelske regering placerede omgående ansvaret for angrebet hos lederen af Det Palæstinensiske Selvstyre, Yassir Arafat, og talsmænd forklarede dette ansvar med en henvisning til en tale, Arafat holdt i Ramallah på Vestbredden lørdag aften. Arafat opfordrede sine tilhørere til »Jihad« og til »i millionvis at blive martyrer for Jerusalem«. »Jeg håber, jeg selv får lov at blive martyr for Jerusalem«, sagde en meget opstemt Arafat. Palæstinensisk fordømmelse Kort efter angrebet i Jerusalem udsendte det palæstinensiske selvstyre dog en »stærk fordømmelse af selvmordsangrebet på civile israelere i Jerusalem«. Samtidig opfordrede selvstyret USA til omgående at sende den amerikanske mellemøstenudsending general Anthony Zinni tilbage til regionen for hurtigst muligt at »genoptage det tresidede sikkerhedsarbejde og forhandlingerne«. Også Egypten fordømte »ethvert angreb på civile« og opfordrede indtrængende USA til ikke at bryde med Yassir Arafats selvstyre. Afbryder forbindelsen Fredag mødtes den amerikanske præsident med sine udenrigsrådgivere og besluttede blandt andet ikke at sende general Zinni af sted foreløbig. De israelske aviser skrev søndag, at USA er meget tæt på at afbryde enhver forbindelse med Yassir Arafat, men at George W. Bush mod sine rådgiveres råd besluttede at give den palæstinensiske leder endnu en chance. Dog ikke uden en formaning: »Jeg er skuffet over Yassir Arafat«, sagde præsident Bush lørdag, »han bør tage sig sammen og udrydde terroren i Mellemøsten. Vi er helt klart skuffede over ham«. I weekenden udtalte Anthony Zinni, at Yassir Arafat er en »uhelbredelig løgner«, og at lederne af hans sikkerhedstjenester mest af alt »minder om mafiabosser«. Zinni: Sharon er en 'bamsefar' Zinni beskrev derimod Israels ministerpræsident Ariel Sharon som en »bamsefar«. Den palæstinensiske talsmand Sa'eb Erekat udtrykte ægte bekymring over situationen, da han lørdag sagde, at han altid havde troet, at amerikanernes rolle var at redde palæstinensiske og israelske menneskeliv. Arafat i medvind Yassir Arafats popularitet blandt palæstinenserne er vokset, siden det israelske militær har stillet kampvogne op nær hans hovedkvarter og forhindrer ham i at forlade Ramallah, men den popularitet kan ikke omsættes. Alle ved, at hvert terrorangreb på Israel medfører israelske gengældelsesaktioner. Israel bomber Lørdag bombede israelske fly mål i Gaza og på Vestbredden, efter at en selvmordsterrorist sprængte sig selv i luften og sårede 43 i Tel Aviv fredag morgen. Søndag eftermiddag forberedte man sig i de palæstinensiske selvstyreområder atter på nye israelske angreb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her