Vold mod palæstinensere ryster israelske officerer

Lyt til artiklen

Diskussionen er ikke ny. I de snart 35 år, Israel har holdt Vestbredden og Gaza besat, har der været kritikere. Filosoffer, intellektuelle, venstreorienterede, selv centrale politikere fra Arbejderpartiet, der alle ud fra hver deres synspunkt har kunnet forklare, hvorfor Israel ikke bør fortsætte besættelsen af et andet folk. Ikke for palæstinensernes skyld, men for Israels egen skyld. Nu slutter 50 reserveofficerer sig til kritikerne. 50 unge officerer, der alle er fra kampenheder. Alle fra 'første række'. Alle har de udført flere ugers reservetjeneste i Gaza og på Vestbredden under den 15 måneder lange intifada. Og de brød sig ikke om, hvad de så. Åbent brev I et åbent brev offentliggjort i avisen Yediot Aharonots fredagsudgave skrev de om sig selv, at de alle er »opdraget til og altid rede til at kæmpe for at beskytte Israel«. Men de har alle, skriver de, under deres tjeneste i de besatte områder modtaget ordrer, »som intet har med Israels sikkerhed at gøre«. »Vi, der i dag forstår, at prisen for besættelsen er, at de israelske forsvarstyrker fuldstændig mister sin menneskelige sjæl og at hele det israelske samfund undergraves (.) erklærer hermed, at vi ikke yderligere vil deltage i krigen for at 'sikre bosættelserne', vi vil ikke mere kæmpe på den anden side af den 'grønne linie' med det formål at herske, udvise, ødelægge, indespærre, likvidere og udsulte et helt folk«. Brev vækker opsigt Brevet har vakt voldsom opsigt. Ikke mindst fordi det fredag aften i den centrale tv-nyhedsudsendelse på israelsk Kanal 2 blev fulgt op af interview med flere af underskriverne. Her fortalte officeren Shuki Sadeh blandt andet, hvordan skytten ved siden af ham under en demonstration i intifadaens første dage havde fået ordre til at skyde mod benene på »et par demonstranter«. Skud mod syvårig Mens stemmen svigtede ham, fortalte Sadeh, hvordan han en halv time senere ved en vejspærring havde tjekket en bil, hvor et blegt forældrepar på bagsædet desperat holdt om en grædende 7-årig, hvis knæskal var skudt i stykker. En anden officer Yishai Saguy fortalte, hvordan han havde fået ordre til at beskytte en gruppe vrede bosættere på Vestbredden, mens disse kastede sten efter tilfældigt forbipasserende palæstinensiske biler. Soldaterne standsede én af bilerne, gennembankede chaufføren og satte hans bil i brand. Tavst flertal De 50 underskrivere føler, at de repræsenterer et tavst flertal. Militæret afviser, at der er tale om et udbredt fænomen. »De israelske forsvarsstyrker kender ikke til en bred bevægelse af reservister, som af samvittighedsårsager nægter at tjene i områderne. Indkaldte reservister møder op i stort tal«, hedder det i et svar fra den militære talsmand til avisen Yediot Aharonot. I den offentlige debat har mange talt imod reserveofficererne af frygt for at fænomenet også skal brede sig 'på den anden fløj'. »Bevægelsen er meget farlig«, siger blandt andre trafikminister, reservegeneral og tidligere øverstkommanderende for vestbredden Ephraim Sneh fra Arbejderpartiet, »Israel er et demokratisk land, og hæren er underlagt regeringens politik. Soldater kan ikke selv bestemme, hvilke ordrer de vil udføre«. I 1978 skrev en gruppe reserveofficerer det måske bedst kendte åbne brev, hvori de opfordrede landets daværende leder Menahem Begin til at gå fredens vej. Ud af reserveofficerernes brev voksede dengang 'Fred Nu'-bevægelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her