Løftet EU-pegefinger til Tyskland

Lyt til artiklen

EU-kommissionen advarede torsdag endnu engang om, at Tysklands underskud på statsfinanserne kan komme helt op til den øverst tilladte grænse. Det sker kort tid efter at Tyskland efter hårdt pres og med støtte fra de andre store EU-lande undgik at få det gule kort af EU's finansministre i anledning af landets store budgetunderskud. Ifølge EU-kommissionen er det den stigende tyske arbejdsløshed, som i sammenhæng med faldende skatteindtægter giver det store statsunderskud. Arbejdsløsheden truer Den stigende arbejdsløshed 'truer med at fjerne meget af de seneste års betydelige stigning i beskæftigelsen og bringe Tysklands statsfinansielle stilling tæt' på det tilladte, skriver EU-kommissionen om Tyskland i en vurdering af EU-landenes økonomiske politik. Den såkaldte stabilitetspagt fra 1997, som ironisk nok blev vedtaget på stærk tysk foranledning, kræver blandt andet, at medlemslandenes budgetunderskud ikke overstiger tre pct. af bruttonationalproduktet. Beskytte euroen mod overforbrug Formålet er at beskytte den kommende fælleseuropæiske valuta, euroen, mod ødsle regeringers overforbrug. Sidste år var underskuddet på Tysklands statsbudget på 2,6 pct., og de fleste iagttagere venter et endnu højere underskud i år. Forbundskansler Gerhard Schröders rød-grønne regering venter selv et underskud på 2,5 pct. i 2002 - baseret på en optimistisk forventning om en økonomisk vækst på 0,75 pct. -men EU-kommissionen understreger, at der er risiko for, at dette mål ikke kan nås. Delstater i kort snor Både finansminister Hans Eichel og Ernst Welteke, chef for den tyske centralbank, Bundesbank, har i den forbindelse for nyligt opfordret til indgåelsen af en 'national' stabilitetspagt, som kan holde i særdeleshed de angiveligt rundhåndede delstater i en tæt økonomisk-finansiel snor. I den politiske manøvre, som sikrede at Tyskland slap for et gult kort i anledning af det høje budgetunderskud, lovede regeringen, at statsbudgettet i 2004 ville "være tæt på balance". Men ifølge en rapport fra den tyske bankforening er dette mål "ekstremt ambitiøst". Uden skattestigninger, som i øjeblikket er udelukket på grund af det kommende valg til Forbundsdagen, kan målet om balance på det tyske statsbudget kun nås via reformer og offentlige nedskæringer, mener den tyske bankforening. »Særligt Tyskland er blevet en alvorlig hæmsko for eurozonens økonomi«, mener de tyske bankfolk, som kun regner med et meget langsomt europæisk opsving.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her